Delvis uarbejdsdygtig

Du skal have minimum fire timers sygefravær, og det skal godkendes af din læge.

Ønsker du at tale med en medarbejder fra Ydelseskontoret ved personligt fremmøde i Borgerservice, kræver det, at du har bestilt tid.

Vi har obligatorisk tidsbestilling - husk at bestille en tid.

Din arbejdsgiver kan få refunderet udgifterne til sygedagpenge allerede  fra din første sygedag, hvis du har en væsentligt forøget risiko for fravær på grund af en langvarig eller kronisk sygdom. Det kræver, at du og din arbejdsgiver indgår en særlig aftale, som kaldes en § 56-aftale.

I indgår aftalen ved at udfylde en blanket, som hedder dp 211. Aftalen kan indgås, når din risiko for fravær er væsentligt forøget på grund af en langvarig eller kronisk sygdom, og fraværet vurderes at ville medføre mindst 10 fraværsdage inden for et år. I kan også indgå en aftale, hvis du skal indlægges eller behandles ambulant på sygehus eller lignende, og det var besluttet på ansættelsestidspunktet – eller hvis din arbejdsgiver allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn i 21 dage for samme lidelse inden for de seneste 12 måneder før din indlæggelse eller behandling.

Når blanketten er udfyldt, skal den afleveres til kommunen. Kommunen skal godkende aftalen, før den er gyldig. Kommunen kan indhente en lægeerklæring for at vurdere, om du lever op til kravene.

Senest efter 4 ugers sygdom skal din arbejdsgiver indkalde dig til en samtale, der har til formål at finde løsninger på, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til din arbejdsplads. Hvis din sygdom er langvarig, er der måske mulighed for eksempelvis at starte op på nedsat tid eller med arbejdsopgaver, der bliver tilpasset dine behov.

Ved samtalen kan du og din arbejdsgiver udfylde en såkaldt ”mulighedserklæring”, hvis arbejdsgiveren finder det er nødvendigt. En mulighedserklæring er en lægeerklæring. Den skal udfyldes af dig og din arbejdsgiver i fællesskab for at skabe klarhed over, hvilke arbejdsopgaver du eventuelt kan løse på trods af din sygdom.

Din arbejdsgiver kan kræve, at du møder op og bidrager til at udfylde en mulighedserklæring. Hvis din sygdom forhindrer, at du kan møde frem, har du pligt til at medvirke i en telefonsamtale, hvor erklæringen bliver udfyldt. Hvis du ikke deltager i samtalen, bortfalder din ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver fra og med den dag, hvor du skulle deltage i samtalen, og til og med den dag, hvor samtalen gennemføres.

Når du og din arbejdsgiver har udfyldt side 1 i mulighedserklæringen, skal du tage erklæringen med op til din læge, som på side 2 giver sin lægefaglige vurdering. Bagefter skal du aflevere mulighedserklæringen til din arbejdsgiver efter aftale.

Der er ingen regler for, hvor tidligt en arbejdsgiver kan kræve en mulighedserklæring. Selv ved kort fravær kan din arbejdsgiver bede om at få udarbejdet en mulighedserklæring. Den kan også anvendes senere i et sygdomsforløb.

Læs mere om mulighedserklæringen på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

Når du får sygedagpenge, vurderer kommunen løbende, om du fortsat har ret til sygedagpenge. Du vil få tilsendt et oplysningsskema, når din arbejdsgiver har meldt dit sygefravær til kommunen. I skemaet skal du bl.a. oplyse, hvornår du forventer at blive rask, og om du ønsker kommunens hjælp til at komme tilbage til arbejde. Hvis kommunen vurderer, at du har brug for hjælp eller opfølgning, kan de kontakte dig og indkalde dig til en samtale. Her kan I fx tale om dine muligheder for at vende tilbage til arbejde. 

Den første samtale med kommunen kan foregå telefonisk eller ved et møde i kommunen. Efter den første opfølgningssamtale kan du vælge, om opfølgningen skal ske ved en individuel samtale med personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde. 

Hvor ofte du er i kontakt med kommunen afhænger af dit sygdomsforløb og din situation. Du kan også selv kontakte kommunen, hvis du har brug for hjælp eller vejledning. Indsatsen fra kommunen vil altid være tilpasset din situation og helbredstilstand.

Lægeerklæring til brug for første opfølgning

Kommunen kan som led i indkaldelse til første opfølgningssamtale indhente en lægeerklæring, hvis kommunen vurderer, at der er behov for dette for at oplyse din sag tilstrækkeligt. Du har også selv mulighed for at anmode om, at din kommune indhenter en lægeerklæring.

I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation.

Din læge skal også vurdere dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelle skånebehov, behandling og sygdommens forventede varighed. Din læge sender lægeerklæringen til kommunen, inden du skal til den første samtale hos kommunen. Formålet er også her, at din sagsbehandler klædes bedst muligt på til at kunne hjælpe dig.

Tidlig opfølgning ved langvarigt sygefravær – fast track

Du har mulighed for at få igangsat en tidlig opfølgning – fast track – hvis du forventer, at dit fravær kommer til at vare mere end 8 uger.

Både du og din arbejdsgiver kan bede om en tidlig opfølgning. Ansøger din arbejdsgiver, skal du altid bekræfte, at du er interesseret i den tidlige opfølgning.

Er der søgt om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale senest 2 uger efter ansøgningen. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Har du spørgsmål?

Sygedagpengegruppen
Ekspedition i Borgerservice
Torvet 5 - indgang B
7400 Herning

Kontakt kommunen

Tlf.: 96 28 42 40

Telefontid

@: sdp@herning.dk

Mandag: 10.00 - 12.00
Tirsdag: 10.00 - 12.00
Onsdag: 10.00 - 12.00
Torsdag: 10.00 - 12.00 og igen 15.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 12.00

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?