Mobilitetsstrategi
For de fleste mennesker er det vigtigt med ubesværet færdsel til og fra dagligdagens gøremål (hjem, skole, arbejde, institution, indkøb og fritidsinteresser med mere). Her spiller transportformen en altafgørende rolle.
I Herning Kommunes mobilitetsstrategi er visionen, at der er mobilitet for alle.
Gennem seks temaer opstilles initiativer for, hvad vi vil arbejde imod for at skabe mobilitet for alle.
Herning Kommunes mobilitetsstrategi
Vision, mål og værdigrundlag
Vision
Visionen er kort fortalt: Mobilitet for alle.
Politiske mål
- Attraktive forhold, der skaber en levende by med fodgængere og cyklister i byrummet
- God infrastruktur er en forudsætning for at sikre vækst i hele kommunen
- Et velfungerende transportsystem er en forudsætning for det gode liv
- Herning er et regionalt mobilitetspunkt - det skal være hurtigt og nemt at komme frem
- Mobilitet sammentænkt med byudvikling styrker kommunens udviklingspotentiale
Værdigrundlag
- Mobilisten er det centrale i transportsystemet
- Transportsystemet ses som en helhed
- Differentiering af transportudbud i forhold til land og by
- God og bæredygtig mobilitet er vigtig
- Transport som motion styrker sundheden
- Mobilitet er muligheden for at vælge, således at borgeren kan træffe det personlige og smarte transportvalg hver gang
Mobilitet for alle - med mobilisten i fokus
For de fleste mennesker er det vigtigt med ubesværet færdsel til og fra dagligdagens gøremål (hjem, skole, arbejde, institution, indkøb og fritidsinteresser med mere). Her spiller transportformen en altafgørende rolle. Mobilitet opleves typisk som en livskvalitet i sig selv.
Med mobilitetsstrategien sættes mennesket og ikke trafikken, som det centrale i transportnettet. Strategien sætter fokus på, at vi benytter forskellige transportformer alt efter ærinde, tid og behov. Vi er mobilister. Ikke bare bilister eller cyklister, men mobilister, som bruger et eller flere transportmidler i forbindelse med vores færdsel rundt i kommunen.
Måske ikke hver dag og hele tiden, men en gang i mellem. Derfor skal der være mulighed for såvel borgere som besøgende at kunne træffe det rette transportmiddelvalg alt efter turens mål, længde og formål - det mobilitetssmarte valg.
Det skal være nemt og logisk at bevæge sig rundt, og det skal være naturligt at skifte fra det ene transportmiddel til det andet, så kommunens transportsystem som helhed fungerer, også på tværs af transportmidler. Mobilitetsstrategien er en samlet strategi for alle trafikanter.
Fremkommelighed for alle
Fremkommelighed for alle er på en gang et helt naturligt krav at stille. På den anden side er det et meget komplekst problem at skulle løse. Fremkommelighed og mobilitet er ikke knyttet til ét transportmiddel, men handler om at give mulighed for, at den enkelte kan komme hurtigt frem.
I fremtiden ønsker vi at arbejde med at igangsætte nye tiltag, som kan sikre de enkelte transportformers kvaliteter i sammenspil. Vi vil, at det skal være hurtigt og nemt at komme rundt i kommunen.
Vi vil:
- Arbejde med trafikårer og mobilitetspunkter som grundstammen i kommunens interne infrastruktur
- Skabe tryghed og sikkerhed på stiruterne, så de er brugbare hele døgnet og året rundt og muligheden for at træffe sunde valg i hverdagen fremmes
- Arbejde med opgradering af infrastrukturen og de kollektive forbindelser til og fra kommunen for blandt andet at sikre pendlerforbindelserne
- Arbejde for at få nærbane til de byer, hvor jernbanen i dag kører igennem, men ikke standser, for at styrke byudviklingen
Transportmulighed for alle
Borgerne skal have mulighed for at transportere sig til uddannelse, til arbejde og til aktiviteter. Der skal være mulighed uanset de begrænsninger, der følger af for eksempel alder, handicap og social formåen. God mobilitet handler om, at borgerne så vidt muligt er selvhjulpne og kan transportere sig selv. Det giver størst selvstændighed og bedre sundhed. Hvilket gavner den enkelte borger og hele samfundet.
Vi vil:
- Indtænke tilgængelighed i den fysiske infrastruktur for at skabe mobilitetspunkter og byrum, hvor alle kan færdes
- Fokuser på nye former for transport og/eller kørselsordninger, for at støtte op om et aktivt og sundt liv med respekt for den enkelte
- Opbygge et tilgængelighedsnet til hverdagsmålene for besværede relevante steder i kommunen
- Sikre transportmulighed til trænings- og aktivitetstilbud, for at støtte op om et aktivt og sundt liv med respekt for den enkelte
Fleksibel mobilitet
Fleksibiliteten er en af de vigtigste faktorer, når vi vælger transportmiddel. Derfor skal fleksibiliteten være en del af vores nytænkning i forbindelse med at tænke nye alternative transportformer og nye mobilitetspunkter, så vi udnytter ressourcerne bedst muligt.
Med Herning by som det naturlige centrum i kommunen og ønsket om til stadighed at tiltrække store events og messer til byen, er det vigtigt, at trafiknettet også kan rumme den samlede store mængde transport. Så mobiliteten bliver bedst mulig for både besøgende og borgere.
Vi vil:
- Arbejde med intelligent trafikstyring (ITS), for at styrke og styre den store variation i trafikken især i forbindelse med de mange store events
- Støtte op om nye og/eller alternative transportformer, for eksempel samkørsel og delebil, for at understøtte det bæredygtige og smarte valg
- Nytænke den kollektive trafik for at øge fremkommeligheden og antallet af passagerer på den enkelte rute/i den enkelte bus
- Sikre overskuelighed og tilgængelighed af information på rette tid og sted, for at understøtte det smarte valg
Børn og unge
Herning Kommunes børn og unge skal blive trafikvante i en tidlig alder, så de i større udstrækning end nu lære at være selvtransporterende. Derfor er det vigtigt, at de og deres forældre føler sig trygge og sikre ved at cykle eller gå til og fra institution, skole og fritidsaktiviteter - både alene og sammen med andre.
Derfor er trafikken til og fra institutioner, skoler, uddannelsessteder og fritidsaktiviteter et centralt emne i forbindelse med mobilitetsplanlægning og trafiksikkerhedsarbejde.
Vi vil:
- Skabe tryghed og sikkerhed, for at børn og unge kan være selvtransporterende
- Øge mobiliteten i og ved institutioner og dagtilbud, så det rigtige grundlag for senere trafiksikker adfærd skabes
- Skabe mobilitetspunkter ved uddannelser, skoler og daginstitutioner, for at sikre rammer og udviklingsmuligheder for sundhed, der hvor børn og unges færdes
- Skabe fokus på trafikopdragelse, for at støtte adfærden i trafikken og det mobilitetssmarte valg
Erhvervslivet
Herning Kommune er en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. Det skal kommunen gerne blive ved med at være. Et led heri er gode mobilitetsforhold for kommunens virksomheder.
Mobiliteten på vejnettet er en vigtig del af erhvervslivets mulighed for at skaffe kompetent arbejdskraft og være konkurrencedygtige inden for deres felt. Virksomhederne har desuden et behov for effektivt at kunne transportere deres produkter.
Herning Kommune har iværksat en række initiativer gennem Erhvervsudviklingsstrategi Herning. De forudsætter, at den nødvendige infrastruktur er til stede. I dialog med virksomhederne vil mobiliteten i erhvervsområderne blive udviklet til nutidens efterspørgsel.
Vi vil:
- Arbejde med udbygning af modulvogntogsnettet og adgangen til den enkelte virksomhed, for at sikre virksomhedernes vækstgrundlag
- Forbedring af forholdene for de bløde trafikanter i erhvervsområderne, for at skabe bedre adgang og understøtte transportmotion
- Arbejde med mobilitetsplanlægning for virksomheder og deres medarbejdere og/eller et samlet erhvervsområde, for at støtte op om mulighederne for rekruttering og vækst
- Arbejde med optimering af den kollektive trafikbetjening i erhvervsområderne
Byudvikling
Med en velfungerede infrastruktur har en by og/eller kommune bedre mulighed for at udvikle sig. Den byudvikling, der sker i kommunen, skal hænge sammen med infrastrukturen, fritidstilbud og ikke mindst arbejde. Bosætningen sker med udgangspunkt i, at den enkelte får den nødvendige mobilitet til nemt og smart at kunne nå sine destinationer.
I byudvikling fokuserer vi på, at der er en tæt sammenhæng mellem, hvor folk bosætter sig, og de tilbud og muligheder på de pågældende lokaliteter, som ligger til grund for deres valg. Bosætning sker ud fra valg af boligtype, område, miljø, transport og arbejde - parametre som til sammen skaber det gode hverdagsliv.
Vi vil:
- Indarbejde mobilitetsbegrebet i kommende brandingstrategi og bosætningsstrategi, for at tiltrække virksomheder og nye borgere samt fastholde dem, der allerede bor i kommunen
- Sætte fokus på det mobilitetssmarte valg via eksisterende platforme og materialer omkring transportformer, infrastruktur og adfærd
- Skabe opmærksomhed på det mobilitetssmarte valg med fokus på det bevidste transportvalg frem for vane, for at tiltrække borgere til kommunen
- Sikre mobilitetsmulighed for aktiv fritid, så sundhed og trivsel er en naturlig del af borgernes hverdag
- Skabe sikkerhed og tryghed, for at sikre ubesværet færdsel mellem dagligdagens gøremål
Mobilitetsnettet - hele kommunen
Kommunens vejnet, stinet og banenet er definerende for, hvor vi transporterer os på tværs af kommunen, mellem byerne og i byerne. Det samlede net er vores mobilitetsnet og det centrale i den fremtidige planlægning.
Nettet danner grundlag for de fremtidige investeringer på trafikområdet. Mobilitetsnettet skal understøtte, at det er mennesket, der er i fokus, og ikke de enkelte transportformer. Det er en infrastruktur, der understøtter det hurtige, smarte og bæredygtige transportvalg.
Planredskab
Mobilitetsnettet er fastlagt på baggrund af de visioner og mål, som kommunen arbejder med. Et samlet fremtidig mobilitetsnet samordner og understøtter visionerne og målene på tværs. På den måde sikres, at ét tiltag ikke tager grundlaget fra ét andet tiltag, blot fordi det kom først.
Med mobilitetsnettet som støtte til fremtidig planlægning kan der tages højde for og implementeres løsninger, som på et senere tidspunkt alligevel skal laves det pågældende sted - både til fordel for det samlede projekt, miljøet og økonomien.
Mobilitetsnet
Mobilitetsnettet tænkes opbygget af trafikårer og transportsamlingssteder, sidstnævnte kaldet mobilitetspunkter. Det centrale ved denne inddeling er, at Herning Kommune ved at samle trafikanterne på strategisk placerede mobilitetspunkter og trafikårer skaber grundlaget for at kunne understøtte de udviklingspotentialer, der er i kommunen.
Nettets vigtigste funktion er at understøtte den udvikling, som er eller kommer i området. Dermed skabes et højere kvalitets- og serviceniveau, og vi kan prioritere vores indsatser efter det. Mobilitetspunkterne og trafikårerne skal samtænkes med byudviklingsstrategien for kommunen.
Mobilitetspunkter og trafikårer
Tanken om mobilitetspunkterne i Herning Kommune er, at det er steder, hvor der er mulighed for skift mellem forskellige transportformer. Kendetegnende for mobilitetspunkterne er, at det er her størstedelen af et områdes færdsel starter/slutter.
Alt efter områdets størrelse og funktion vil mængden af færdsel, samt hvilke transportformer, der er mulighed for at skifte imellem, variere. Tanken om trafikårerne er, at det er de primære færdselsårer mellem mobilitetspunkterne i kommunen og indfaldsvejene til kommunen fra de omkringliggende kommuner.
Trafikårerne er ikke defineret som en bestemt type vej. Det kan være både veje, banestrækninger, busveje/-ruter og cykelstier.
Mobilitetsnettet - fem store mobilitetspunkter i Herning
Herning Station i Midtbyen
Herning Station er et trafikalt samlingspunkt det meste af døgnet. Herning Station er det ideelle eksempel til at beskrive mobilisten. Størstedelen af personerne på Herning Station bruger mere end ét transportmiddel på deres tur. De er hverken kun cyklister, bilister, gående eller tog-/buspassagerer - de er mobilister. Herning Station skal kunne rumme alle transportformerne. Det skal være let og tilgængeligt for alle trafikantgrupper at komme til og fra Herning Station. Herning Station er byens og kommunens ansigt udadtil for alle dem, der kommer med tog eller regional bus.
Regionshospital i Gødstrup
Regionshospitalet i Gødstrup bliver kommunens nye store arbejdsplads og vil trække folk til fra et stort opland. Regionshospitalet skal være tilgængeligt for alle trafikarter. Området vil med den kommende nye bydel Helstrup og regionshospitalet blive et stort mobilitetspunkt i kommunen, hvor mange vil komme til med tog, bus, bil og cykel. Derfor vil der frem mod 2020 ud over det nye regionshospital blive bygget en ny togstation, en ny motorvej til Holstebro, helt nye veje og cykelstier med forbindelse til Hernings eksisterende vejnet, samt lavet en ny busforbindelse ud til Gødstrup.
MCH-området i Herning Sydvest
Messecenter Herning er landskendt for events, musik/ koncerter, fodbold og messer. Der er i hverdagene en del gennemkørende biltrafik på Vardevej, som er en af indfaldsvejene til Herning by. Der er et togstop ved MCH, som med fordel kan opgraderes, så området bliver mere attraktivt for pendlere. Enten som endestation eller som omstigningssted mellem tog, cykel og bil. Det er et punkt i kommunen, der trækker folk til fra nær og fjern, og som i høj grad bidrager til andelen af overnattende gæster i Herning.
Birk Centerpark i Herning Øst
Birk Centerpark består af campusområde med mange institutioner inden for videregående uddannelser, ungdomsboliger, flere virksomheder af forskellig størrelse samt flere kunstmuseer. Grundet den korte afstand og gode cykelforbindelser til Herning midtby samt det store antal studerende, er der mange cyklister i området. Derudover kommer mange til området med bil, bus og tog. Der er forbindelse med tog via stationen i Birk på banestrækningen mellem Aarhus og Herning. Det er et område, der er vigtigt og interessant for både besøgende og pendlere til Herning.
Uddannelserne i Herning Nordvest
I den nordvestlige del af Herning - mellem Vesterholmvej og midtbyen - ligger flere uddannelsesinstitutioner. Både ungdoms- og voksenuddannelser. Det er studerende fra et stort opland, der kommer til området, hvilket giver megen transport i hverdagene, heraf en stor andel i bil. Derudover kommer en del af de studerende med tog til banegården og derefter videre med bus til området. Der er potentiale i at udvikle et eller flere mobilitetspunkter i området, for at afhjælpe de trafikale udfordringer.
Fra strategi til handling
Trafikinfrastrukturen er aldrig et mål i sig selv, men danner derimod grundlag for at realisere de ønsker, kommunen har inden for sundhed, skole, institution, uddannelse og udvikling af by, erhverv og boliger. Strategiens omdrejningspunkt er, at det er mennesket og ikke trafikken, der er det centrale i transportnettet.
En del af en helhed
Strategien er et planredskab og vil indgå i tæt sammenhæng med kommunens øvrige planer og vil rangere på linje med Kommuneplanens strategiske niveau med direkte sammenhæng til underliggende temaplaner og handlingsplaner.
Strategiens initiativer indskrives under relevante emner i Kommuneplanen. Derved sikres en overensstemmelse på tværs af de øvrige planer i kommunen, hvorved fysisk arealudvikling kombineres med overordnede målsætninger, der relaterer sig til både miljø, transport, erhvervsudvikling og borgerne generelt.
Mobilitetsstrategien skal sikre, at langtidsplanlægningen og arbejdet med god og bæredygtig mobilitet vil ske som en naturlig del af kommunens projekter. Fokus skal fx lægges indenfor:
- Adfærd (holdningsbearbejdning, lokale mobilitetsplaner, rejseplanlægning mv.)
- Fysisk (vej- og stinet, trafikrum, byplanlægning, samkørselspladser mv.).
- Teknologisk (internetdækning, intelligente trafiksystemer, sociale netværk, kollektiv trafiks informationsniveau mv.)
Mobilitetsstrategien følges op af en handlingsplan for infrastrukturen i Herning Kommune, samt sektorplaner for trafikområdet, eksempelvis cykelstiplan.
Handlingsplanen kommer til at indeholde konkrete anlægsprojekter og løsningsforslag, der skal sikre, at de begrænsninger, der er i den eksisterende infrastruktur, løses i forhold til mobilitetsstrategiens temavisioner.
Kontaktinfo
Rasmus Bartholdy Jensen
Tlf.: 96 28 83 40
Mail: vtbrj@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.