Carlo, en to-årig Golden Retriever, har sin daglige gang på et skærmet demensafsnit. Sammen med sin ejer, social- og sundhedsassistent Josefine Nedenskov Christensen får de to venner beboerne ud ad sengen, og de forvandler popcorns-tanker til grillfest.
En langpelsede, gylden hund med blå butterfly ligger tillidsfuldt klar foran døren til den beboer, 30-årige Josefine Nedenskov Christensen besøger. Derfor ved kollegaerne altid, hvor Josefine befinder sig på Toftebocentret i Hammerum.
Og når Carlo ikke ligger klar foran døren, er han med inde på besøg. Hvis en beboer er ramt af en periode med depression, kommer de på Josefines besøgsplan - fordi hun har hunden Carlo.
- Carlo kan hjælpe med at få folk op, der ikke kan komme ud ad sengen. Når han er der, skal de nok komme op, fortæller Josefine.
Carlo er en oplagt hund til demente, fordi han har en god størrelse. Beboerne med nedsat syn kan tydeligt se ham, og den lange bløde pels får alle sanserne i spil. Racen har ry for at være tillidsfuld og god til mennesker.
Han er ved uheld blevet kørt over med en kørestol, han er blevet trådt over halen og har været med, når der er blevet råbt højt op, men han forbliver rolig – Josefine kan regne med ham.
Mange af beboerne kan have svært ved at huske familiemedlemmer, men de kan huske Carlo og de holder styr på, hvis han fx har været fraværende dagen før. Det, synes Josefine, er helt unikt.
- Carlo har ikke noget sprog. Han er ligeglad med, de ikke kan finde ord, at de ikke kan finde ud af ting eller har en sygdom i hjernen. Han synes bare, beboerne er fantastiske, så længe de giver et klap på hovedet eller en godbid. Det er rigeligt for Carlo, siger Josefine og fortsætter:
- Han kræver ikke noget af dem. Det kan vi mennesker måske nogle gange komme til at gøre.
Hun oplever, at Carlo finder de borgere, der har brug for ham.
Carlo havde på et tidspunkt knyttet et tæt bånd til en beboer, der havde det svært. Carlo lå på mandens fødder i timevis, og det gav beboeren ro.
- Så behøvede beboeren ikke være så meget andet end lige der. Carlo ledte efter ham, da han ikke var her mere. Han stod foran hans dør, fortæller Josefine.
Carlo har også haft en god indflydelse på beboere, der har været aggressive eller udadreagerende på grund af demenssygdom.
- Når Carlo er der, er der ikke brug for at give beroligende medicin. Tingene er nemmere, når man har en hund ved sin side, fortæller Josefine.
Hun tror, det er vigtigt, beboerne mærker, de også er noget for Carlo. Det giver dem en mening med livet. Carlo skal luftes og have mad, og det hjælper de til med.
Det er to år siden Josefine blev færdig som social- og sundhedsassistent, og hun er sikker på, hun er landet i den helt rigtige branche sammen med Carlo.
- Du kan ikke lave noget, der er mere vigtigt. Det er mennesker, der har arbejdet, fået børn og været noget for andre et helt liv. Nu har de det svært og har brug for hjælp. Det er en gave at få lov til at give deres sidste tid livskvalitet og stjernestunder, siger Josefine.
- Det gør mig stolt, når vi får beboere ind, der har det svært, og de får det godt. At vi kan være med til at få mennesker til at lyse op igen.
Josefine har en særlig evne til at få idéer. Det er årsagen til, Carlo er blevet en del af dagligdagen på Toftegårdcentret.
Allerede da Carlo var otte uger, og Josefine var elev, tog hun et par gange Carlo med ind på et skærmet demensafsnit. Hun var klar over, dyr havde en positiv indflydelse på mennesker med demens, og hun håbede, hun kunne finde et job, som kunne rumme både hende og Carlo.
Elevpladsen blev til en fastansættelse, og hun begyndte at tage ham med én gang om måneden. Og endelig en dag kom hendes leder til hende. Carlo måtte gerne blive en fast del af husets dagligdag.
Episoden bekræftede hende i, at et lille initiativ kunne have stor betydning for borgernes hverdag.
Josefine tager masser af initiativer og forsøger altid at sige sine popcornidéer højt. For tiden er hun ved at arrangere grillaften for beboerne, der skal samle flere afsnit for borgere med demens og deres pårørende og blive til en stjernestund for dem. Det er vigtigt for Josefine, at beboerne har en værdig hverdag.
- Her må vi godt leve, grine, danse og vi kan også grille pølser til forret. Det er det vigtigste, vi kan give beboerne. Vi skal hjælpe dem med at leve.