Stort skridt taget i Grøn Trepart-projekt

Publiceret 01-07-2026

Jordejere har nikket til at Herning Kommune kan arbejde videre med konkret vådområdeprojekt under Grøn Trepart.

Jordejere og Herning Kommune har sammen taget et vigtigt skridt i arbejdet med Den Grønne Trepart. Kommunen har nemlig fået tilsagn om støtte til at realisere et vådområdeprojekt ved Skibbild Enge øst for Skibbild.

Projektområdet, der ligger i oplandet til Nissum Fjord, er ca. 135 ha hvilket svarer til et område på størrelse med to og en halv gange hele Messecenter Herning. Målet med projektet er, at det vil bidrage til at mindske udledningen af drivhusgasser til atmosfæren og reducere udledningen af kvælstof til Nissum Fjord.

- Vi har oplevet stor interesse og nysgerrighed på projektet. Generelt har der været en rigtig god og konstruktiv dialog med lodsejerne i forbindelse med forundersøgelsen af projektet, fortæller Karen Thomasen, udtagningskonsulent fra SAGRO i projektet.

Med støttemidlerne på plads betyder det, at man nu kan gå videre med at undersøge mulighederne for jordfordeling og kompensation til de jordejere, der er en del af området. Her bliver øvelsen for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø at finde løsninger, der både tilgodeser naturen og de enkelte jordejeres ønsker.

Projektet er nemlig ikke endeligt besluttet.

Jordejere afgør næste skridt

- Det her er et vigtigt skridt, men projektet er ikke i mål endnu. Nu begynder det konkrete arbejde med at finde løsninger sammen med lodsejerne, fortæller Annika Sundberg Lauridsen, der er projektleder fra Herning Kommune.

Og det er i denne projektfase, at projektet for alvor kommer til at stå sin prøve. For der er endnu ikke underskrevet nogen projektaftaler, der binder jordejerne til at være en del af projektet. Først når jordfordelings- og kompensationspuslespillet er gået op, kan jordejerne skrive under på bindende aftaler.

Det videre forløb

Hvis man kan blive enige om jordfordeling og lodsejerkompensation fortsætter det videre arbejde med detailprojektering og anlæggelse af arealerne til et vådområde.  

Projektets udgifter til realisering er fuldt finansieret af Den Europæiske Landbrugsfond til udvikling af landdistrikterne (80 %) og Miljø- og Fødevareministeriet (20 %).

Du kan læse mere om projektet her

Har du spørgsmål?

Annika Sundberg Lauridsen
Projektleder, Natur og Grønne Områder 
Tlf.: 24 62 99 54

Mail: ngoal@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?