I en regn af guld blev Sund + skudt i gang

Publiceret 18-09-2026

Der var skønsang, guldstøv og en smule tung luft på Sund+ i dag.

Det nyrenoverede campus, Sund+, blev i dag officielt indviet. 

Det rummer både sygeplejerske- og radiografstuderende og sygeplejerskeklinik og med tiden medicinstuderende og lægeklinikker. Og indvielsen gik ikke ubemærket hen.

Hele 150 var mødt op for at fejre, at den tidligere onkologiafdeling på Herning Sygehus nu har fået nyt liv.

Derudover var også 100 studerende og undervisere samt journalister fra forskellige medier mødt op, så de ellers store luftige lokaler blev fyldt op, og luften blev tæt.

Der havde været arbejdet på højtryk for at blive klar til i dag, bemærkede Morten Stramm Mikkelsen, erhvervs- og uddannelseschef i Herning Kommune. Han mente ikke, at pulsen på noget tidspunkt den seneste tid havde været på under 150… Et tal, han måtte nedjustere til 140, da nogle sygeplejersker bag ham så lige dele skeptiske og bekymrede ud.

Stor ros til Herning-ånden

Tonen for dagen blev slået af med taler fra de fire partnere i Sund+: Gitte Sommer Harrits, rektor ved VIA, Brian Bech Nielsen, rektor ved Aarhus Universitet, Anders G. Christensen, formand for Regionsrådet og Dorte West, borgmester i Herning Kommune.

De studerende blev i talerne takket for at vælge at være pionerer på Sund+ og den handlekraftige Herning-ånd blev også nævnt af regionsrådsformanden som en vigtig årsag til, at stedet kunne blive til.

Efter talerne blev Sund+ i bogstavligste forstand skudt i gang. De fire hovedtalere fik hvert sit konfettirør, og mens regnen piskede mod ruderne udenfor, satte de sammen gang i en guldregn ud over de studerende.

Konfettien lå alle vegne, da operasanger Laura Helene Hansen fyldte hele rummet med sin stemme og attitude. Det var tæt på, at konfettien lettede igen.

Et sted man har lyst til at blive

- Håbet er, at Sund+ i Herning bliver mere end et sted, man tager sin uddannelse. At det bliver et sted, man kommer til at høre til. Et sted man husker og definerer sig ud fra. Måske endda et sted, man har lyst til at blive, lød det fra Dorte West under hendes tale.

Og det havde mange. Lyst til at blive altså. For der var godt med både kransekage, god stemning og sjove detaljer i undervisningslokalerne at se på.

Men de studerende havde ikke tid til at blive hængende. De skulle videre til Torvet i Herning, hvor årets studiestartsfest, Student Cup Herning, løb af staben med koncerter af Berg og Patina.

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?