Under overskriften "Kosmiske dimensioner" rejser 150 værker af Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen rundt i verden de næste fem år.
Det er den første internationale udstilling med det markante danske kunstnerpar, hvis værker til daglig kan ses på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning.
Første udstillingssted er Kunstsilo i den norske by Kristiansand. Kunstsilo er skabt i en tidligere kornsilo på kajen ved indsejlingen til Kristiansand Havn.
Museet har blandt andet verdens største samling af nordisk modernisme fra 1930-1980. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts værker er i forvejen en del af Kunstsilos faste samling.
Det sørlandske museums historie minder på flere måder om den DNA, som Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum specifikt - og Herning generelt - er bygget på, hvor kunst og erhvervsliv på unik vis smelter sammen og skaber grundlag for lokal såvel som international innovation.
Folkelighed og frihed
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt var centrale skikkelser i den danske avantgarde og CoBrA-bevægelse midt i 1900-tallet. Som kunstnerisk vision forsøgte parret at forene folkelighed, frihed og åndelig søgen. Vandre-udstillingen viser parrets kunstneriske udvikling.
- Historien og arven efter Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt er en påmindelse om centrale humanistiske værdier - frihed, spontanitet, respekt for andre kulturer og omsorg for naturen, siger Karl Olav Segrov Mortensen, der er kurator og programchef ved Kunstsilo.
Vandreudstillingen er skabt af Carl-Henning Pedersens fond med formand Finn Poulsen i spidsen. Udstillingen bidrager til at manifestere den internationale profil, fonden og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum har søgt gennem de seneste ti år.
Således har museet i Herning siden 2015 været med til at skabe udstillinger en række steder i verden.
Det internationale er helt naturligt
- Vi har gennem de seneste år arbejdet bevidst med at skærpe vores internationale profil. CoBrA, som Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen var en central del af, var en international bevægelse, hvor kunstnerne arbejdede på tværs af grænser. Derfor er den internationale profil helt naturlig. Den er samtidig et langt og sejt træk, og vi glæder os over den store interesse for CoBrA og kunstnerparret i udlandet, siger bestyrelsesformand Finn Poulsen.
Museumsleder Lotte Korshøj supplerer:
- Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen arbejdede med inkluderende kunst og ønskede at tale til alle mennesker på tværs af alle tænkelige skel og grænser. I en verden præget af splittelse, er det derfor måske mere aktuelt end nogensinde at udbrede de to kunstneres værdier og kunst på den internationale kunstscene.
Udstillingen "Kosmiske dimensioner" kan opleves i Kunstsilo i Kristiansand frem til 31. august 2025. Herefter vandrer udstillingen videre til Kunsthalle St. Annen i Lübeck, Tyskland.
FAKTA:
/ "Kosmiske dimensioner" er skabt i et tæt samarbejde mellem Carl-Henning Pedersens Fond, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Institut for Kulturudveksling i Tübingen i Tyskland.
/ Udstillingen er kurateret af den tidligere direktør for ARKEN, Christian Gether og museumsleder på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Lotte Korshøj.
/ Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum er ejet af Herning Kommune.

