Bountystemning i Vildbjerg

Publiceret 21-11-2025

Danmarkshistorie udspiller sig ved Vildbjergs skøjtesø.

Hvad har bounty-barer og området omkring Skøjtesøen i Vildbjerg med hinanden at gøre?

Umiddelbart ikke ret meget. Og dog: For begges vedkommende fungerer kokos som et bærende element.

Herning Vand har nemlig oprenset regnvandsbassinet ved Rødding Å-stien, også kendt som Skøjtesøen i Vildbjerg, og det har gjort området meget mudret og ufremkommeligt.

Derfor har man i Herning Kommune, i samarbejde med Herning Vand, fået den idé at lægge måtter bestående af kokosbast- altså fibre fra kokospalmer, som skal holde på den bløde bund og samtidig gøre det muligt at færdes der – uden at stå i mudder til knæhaserne.

Kokosmåtterne er en smart løsning af flere årsager: De er både fremstillet af 100 pct. naturligt materiale – de er et restprodukt fra fremstillingen af planteolie, og er derfor tilgængeligt i rigelige mængder.

Derudover bliver måtterne også liggende, hvor eksempelvis flis og grus ville blive trampet ned efterhånden. Og så regner man med, at kokosmåtterne kan holde mellem 3-5 år, hvorefter bunden gerne skulle have sat sig naturligt, og være til at gå på igen.

Metoden med at bruge kokosmåtter til mudrede stier er ikke blevet afprøvet før i Danmark, og det gør i sagens natur området omkring Skøjtesøen til Danmarks første stiområde med kokosmåtter.

Det betyder også, at det er et eksperiment, man vil følge op på, og se, om det virker efter hensigten.

Har du spørgsmål?

Thomas Andersen

Projektleder / Landskabsarkitekt

Teknik og Miljø
Natur og Grønne Områder, Torvet 5, 7400 Herning

Torvet 5
7400 Herning

Mobil: 20 67 42 09
@ ngota@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?