Trafikinformation: Trafikale ændringer i Herning under DM-ugen

I uge 25 er der en ekstra god grund til at lade bilen stå og hoppe på cyklen, når du færdes i og omkring Herning.

Herning Kommune har æren af at være vært for DM-ugen, og det betyder, at hele 40 forskellige sportsgrene afvikler danmarksmesterskaber i byen fra 20.-23. juni (med tyvstart i enkelte sportsgrene allerede fra mandag den 17. juni).

Det bliver en folkefest uden lige med masser af sportslige oplevelser og et stort underholdningsprogram for både store og små. Alt er gratis at opleve, og du finder alt information om DM-ugen her.

Trafikale ændringer i Herning

Når Herning Kommune danner rammen om DM-ugen, kommer der godt gang i byens rum, og det vil præge bybilledet. Når et så stort arrangement rykker ind i byen, er det uundgåeligt, at trafikken også påvirkes. For at skabe de rette rammer, laves der nogle midlertidige vejlukninger, som muliggør, at arrangementet kan afvikles på en trafiksikker og forsvarlig måde.

Her på herning.dk har vi samlet alt information om de trafikale ændringer, som begivenheden medfører. Det vil kræve en smule ekstra planlægning at sikre en smidig rejse gennem byen. Du finder det hele her.

Her er et udsnit af de konkrete trafikale ændringer:

Lukkede veje

Flere centrale veje, områder og parkeringspladser vil være helt eller delvist afspærret for biler og busdrift i perioder mellem onsdag d. 19. juni og søndag d. 23. juni.

Områderne ved Nygade og Kousgaards Plads har en central rolle i afviklingen af mesterskaberne, og vil derfor være spærret meget af tiden under DM-ugen.

Når der køres cykelløb fredag og søndag vil også den nordlige del af Herning Kommune blive påvirket.

Se alt om afspærringerne og tidsplanerne her

Ændringer i busruter

Mellem onsdag 19. juni og mandag den 24. juni vil der være ruteændringer for følgende busser i forskellige tidsrum:

1 – 3 – 7 – 8 – 9 – 10 – 11 – 13 – 15 – 53 – 101 – 102 – 124 – 140 – 150

Se alt om busændringerne på Midttrafiks hjemmeside

Skal du med togbus, Flixbus eller Kombardo lørdag den 22. juni? Så vær desuden opmærksom på, at Godsbanevej er spærret lørdag d. 22. juni, og derfor er alle busser denne dag flyttet til buspladsen på Herning Station.

Find din rute på rejseplanens hjemmeside

Parkering under DM-ugen

Enkelte parkeringspladser i midtbyen vil være lukket under DM-ugen. Fx vil Rådhusets p-plads samt Rådhusgården være spærret af.

Vi har samlet relevante adresser på åbne parkeringspladser, og lavet en oversigt over, hvor du kan parkere.

Du finder alt om parkering i Herning her

Shuttlebusser

Hvis du ankommer i bil til Herning som tilskuere under DM-ugen, anbefaler vi først og fremmest, at du parkerer ved P3 hos MCH Messecenter Herning på Vardevej. Parkeringen her er gratis.

Herfra kan du tage en gratis shuttlebus fra Baggeskærvej ind til både midtbyen og Sportscenter Herning.

Shuttlebusserne kører jævnligt.

Se alt om shuttlebusserne her