Se Danmarks EM-kampe på storskærm i Herning

Har du lyst til at se det danske landshold på storskærm i Herning?

Så er muligheden der nu. Herning Kommune viser nemlig alle Danmarks kampe fra EM-slutrunden i Tyskland.

- Det danske fodboldlandshold samler rigtig mange mennesker, og hvis vi kan bakke op om fællesskab og gode oplevelser for kommunens borgere, så vil vi gerne det, siger Søren Juul Baunsgaard, der er Kultur- og Fritidschef i Herning Kommune og fortsætter:

- Vi har tidligere haft storskærmsarrangementer i forbindelse med fodboldslutrunder, og det bliver enormt positivt modtaget, så det er en god måde at skabe aktivitet i vores by.

Se disse kampe på storskærm i Herning

  • Danmark- Slovenien: søndag den 16. juni kl. 18.00 på Torvet

  • Danmark-England: torsdag den 20. juni kl. 18.00 på Kousgaards Plads

  • Danmark-Serbien: tirsdag den 25. juni kl. 21.00 på Torvet

  • Danmark-Tyskland: lørdag den 29. juni kl. 21.00 på Torvet.

 

EM-fodbold under DM-ugen i Herning

I uge 25 har Herning Kommune æren af at være vært for DIF DM-ugen 2024, hvor 40 sportsgrene afholder danske mesterskaber i Hernings byrum.

Her er mange gode publikumsoplevelser på byens pladser i hele uge 25.

Og nu krydres arrangementet altså også med EM-fodbold, da Danmarks anden og midterste kamp i gruppe C er mod nogle af forhåndsfavoritterne fra England, spilles under DM-ugen. Denne kamp vises derfor på storskærm på Kousgaards Plads, hvor der i forvejen er en folkefest i gang i forbindelse med DM-ugen.

Du finder alt information om DM-ugen i Herning Kommune her.