Herning i centrum af stort EU-projekt, som løser udfordringer med tekstilaffald

Tekstilaffald er et globalt problem, som er svært at finde gode løsninger på. For hvordan kan tekstilmaterialer genanvendes, og hvordan kan det indsamles fra borgere på en god måde, som rent faktisk gør det muligt at bruge materialerne igen?

Det skal et nyt stort EU-projekt nu forsøge at gøre os klogere på. SorTex hedder projektet, der udspringer i Herning, og trækker tråde til Sverige. Projektet har en stor partnerkreds med svenske og danske aktører, hvor Herning Kommune er ansvarlig for at koordinere projektets danske del.

- I Herning har vi en enorm stor viden om tekstil- og livsstilsbranchen, fordi Herning-egnen historisk set er bygget op omkring tekstilindustrien. Det er derfor helt naturligt at Herning Kommune skal være med til at understøtte udviklingen af nye, innovative løsninger på tekstilområdet til gavn for os alle sammen og for klimaet, siger borgmester i Herning Kommune Dorte West.

I de næste tre år forventes SorTex-projektet at finde nye løsninger på, hvordan vi inden for EU kan øge graden af genbrugsmuligheder for tekstilaffald- og materialer.

Dansk forspring kan blive til nye erhvervsmuligheder

Siden 1. januar 2023 har danskerne sorteret deres affald i ti fraktioner hjemme i husholdningerne.

I Herning Kommune begyndte borgerne dog allerede i 2021 at sortere affald, og kommunen har i de seneste tre år lavet forskellige forsøg med indsamling af tekstilaffald. Herning Kommune har derfor allerede draget mange erfaringer, som kan bringes i spil i EU-projektet, og ligeledes når de øvrige EU-lande i 2025 også begynder at sortere tekstilaffald.

- I dag er mulighederne for genanvendelse af tekstilrester- og affald utilstrækkelige. Derfor er der også et stort potentiale, hvis tekstilmaterialer kan behandles på en ny måde. Vores forventning er, at SorTex-projektet kan bidrage til at kortlægge nye løsninger på det globale problem med tekstilaffald, og samtidig pege på innovative, cirkulære forretningsmodeller og dermed også nye erhvervsmuligheder for vores område, siger Dorte West.

Det er svært at opgøre, hvor meget tekstilmateriale, der bliver genbrugt globalt. Men helt lokalt viser tal fra Herning Kommune, at kun cirka 43 procent af tekstilaffaldet, der er indsamlet i kommunen, i dag kan genanvendes.

Imens bliver 44 procent sendt til forbrænding, da de af den ene eller anden grund ikke kan genbruges. De sidste 13 procent er i god stand, og sendes derfor til gensalg, da tekstilerne ikke burde være smidt i tekstilaffald i første omgang.

Partnerskab på tværs af grænser

Udfordringen med tekstilaffald begrænser sig ikke til Herning og Danmark, og kan ikke løses i Danmark alene. Derfor samler SorTex-projektet 13 partnere på tværs af grænser i et samarbejde mellem offentlige og private aktører i hele værdikæden - fra indsamling til forsortering, genbrug og genanvendelse.

Samarbejdet gør det muligt at kombinere teknologier og kompetencer på tværs af grænser, som er afgørende for at løse de internationale udfordringer, som den store mængde tekstilaffald i verden medfører.

Forbruget af tekstiler anses for at være en af de største klima- og miljøbelastninger. Inden for EU genereres årligt ca. 7,5 megaton tekstilaffald. En del af det sorteres og genanvendes inden for EU, men det meste eksporteres til udviklingslande og ender på deponi eller brændes.

SorTex forventes at føre til en højere indsamlingsrate, bedre og smartere for-sortering og nye innovative forretningsmodeller. Samtidig vil projektet reducere mængden af tekstilaffald, der ender på deponi eller brændes, og i stedet fremme genbrug og genanvendelse af tekstiler i en cirkulær økonomi.

Fakta om SorTex

Det 3-årige SorTex-projekt løber fra 1. september 2024 til 31. august 2027.

SorTex er støttet af Den Europæiske Regionale Udviklingsfond og EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.

Projektet ledes af Herning Kommune i Danmark i samarbejde med Wargön Innovation i Sverige. Herudover er der en række partnere i både Danmark og Sverige.

• Projektets danske partnere er: Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Bæredygtig Herning F.M.B.A., Professionshøjskolen VIA University College, NewRetex A/S og Herning Kommune. Dertil kommer Lifestyle & Design Cluster, der bidrager som ressource i projektets Advisory Board.

• Projektets svenske partnere er: Wargön Innovation AB, Trollhättan Energi Aktiebolag, Borås Energi och Miljö AB, Cyclothe AB, Svenljunga kommun, Göteborgs kommun, Sydskånes avfallsaktiebolag SYSAV og Vänersborgs kommun.

Kontaktinfo

Birgitte Hee Olesen
Udviklingskonsulent

Tlf.: 96 28 85 05
Mobil: 93 59 49 53
Mail: bekbo@herning.dk

Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.