Herning bliver dansk værtsby for mændenes EM i 2026
Danske håndboldfans kan godt begynde at glæde sig til januar 2026. Her afvikles EM for mænd i Danmark, Sverige og Norge, og de danske Håndboldherrer får lov til at spille hele turneringen på hjemmebane.
Jyske Bank Boxen bliver nemlig hjemmebane for det danske landshold, når Herning bliver dansk værtsby for to indledende grupper samt en af to mellemrunder og finaleweekenden. De øvrige kampe spilles i Malmø og Kristianstad i Sverige samt Oslo i Norge.
- Vi glæder os helt enormt til at byde store dele af Europa velkommen til verdensklassehåndbold i Herning. Det er et specielt sted for vores landshold, som på både herre- og kvindesiden har oplevet magiske øjeblikke i Jyske Bank Boxen. Et sted hvor både spillere, trænere og ledere føler sig hjemme og velkomne. Vi er derfor glade for og stolte over, at vi endnu en gang har kunnet lave en flot aftale med de gode folk i Herning Kommune og Jyske Bank Boxen om at blive dansk hjemmebane ved EM 2026, siger formand for DanskHåndbold, Morten Stig Christensen.
I Herning Kommune ser borgmester Dorte West frem til at kunne byde velkommen til endnu en håndboldfest på den jyske hede.
- Vi er meget begejstrede for, at Herning Kommune bliver værtsby for EM i 2026. Jyske Bank Boxen danner altid en imponerende ramme om en stor håndboldfest, og jeg er overbevist om, at det bliver en fantastisk hjemmebane for det danske landshold - både til EM i 2026 og til VM i januar 2025, siger hun og fortsætter:
- I Herning Kommune er vi meget stolte af, at DanskHåndbold endnu en gang har valgt at placere et stort mesterskab hos os. Som værtsby vil vi gøre alt for at skabe en uforglemmelig håndboldfest for hele kommunen. Jeg er overbevist om, at opbakningen til europamesterskabet og til det danske landshold bliver enorm, lyder det fra borgmester i Herning Kommune, Dorte West.
EM 2026 foregår fra den 15. januar til 1. februar 2026. Danmark og Tyskland spiller indledende kampe i Herning, Norge og Færøerne spiller i Oslo, mens Sverige og Island starter EM i de to puljer, som spilles hos svenskerne. Turneringens anden mellemrunde bliver spillet i Malmø.
Læs hele nyheden om EM 2026 på DanskHåndbolds hjemmeside.
I starten af 2025 spiller Håndboldherrerne også mesterskab i Herning, når de skal forsvare deres tredobbelte VM-guld ved VM 2025, der foregår i Jyske Bank Boxen fra den 14. - 25. januar 2025. Læs mere om VM 2025 på MCH's hjemmeside.
Fotograf: Dejan Obretkovic