Havørredens Hus - et unikt samlingssted ved Haderup ud til Karup Å bliver en realitet
15. april 2024
Herning Kommune og en række lokale borgergrupper og foreninger har længe ønsket at skabe et lokalt samlingssted for naturinteresserede, der kan udgøre et inspirerende miljø for formidling af naturen, biodiversiteten og livet i og omkring Karup Ådal.
Med en donation på 12 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal bliver lokalsamfundets ønske nu en realitet. Fonden støtter Havørredens Hus ikke mindst på grund af lokalsamfundets store engagement i sagen og for at styrke formidlingen om, og tilgængeligheden til, Karup Ådals særlige natur for børn og unge.
Havørredens Hus skal blandt andet danne ramme om for eksempel værkstedsundervisning for skoler og daginstitutioner og natur- og udendørsaktiviteter, der inviterer til leg og læring i naturen.
- Potentialerne i et Havørredens Hus har længe været tydelige, ikke mindst i forhold til den lokale skole og foreningerne. Med den generøse bevilling fra A.P. Møller Fonden, som vi er meget taknemmelige for, ser det nu ud til, at vi kan komme i mål, siger Herning Kommunes borgmester Dorte West.
Det er derfor med stor lokal opbakning fra både borgere og skole, at visionen for Havørredens Hus er blevet til.
- Det bliver et helt unikt læringsmiljø, vores børn og unge får adgang til, når Havørredens Hus står færdigt. Vores skole får rammerne til at formidle den lokale naturrigdom og det helt særlige økosystem, der er i og omkring Karup Å fra absolut første parket. Både børn og voksne i lokalområdet og de mange små bysamfund langs åen får styrket tilgængeligheden til naturen med det nye, naturlige samlingssted, siger Lene Sand Kristensen, formand for Borgerforeningen Haderup.
Mødet mellem generationer
Hos Danmarks Naturfredningsforenings Herning-afdeling er næstformand Aksel Lynge Andersen også stærkt begejstret:
- Med Havørredens Hus kan vi formidle den unikke natur ved Karup Å på tværs af generationer. Jo flere mennesker, der forstår betydningen og værdien af vores fredede natur, jo flere kan vi få til både at bruge naturen og passe på den, siger han.
Repræsentant for lystfiskerne ved Karup Å, Jan Snejbjerg, mener, et Havørredens Hus vil åbne et helt nyt kapitel for lokalområdet, lystfiskerne og alle naturinteresserede:
- Som lystfiskere vil vi gøre vores til, at der bliver lys i huset hele året. Det være sig som klubhus for både lystfiskerforeninger og andre foreninger. Men også som formidlingssted for områdets natur og historie, som hjemsted for foredrag med bred invitation til alle interesserede. Uanset interesse bliver Havørredens Hus et længe savnet samlingspunkt i lokalområdet, siger Jan Snejbjerg.
Kontaktinfo
Dorte West
Torvet 5
7400 Herning
Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.