Frivillige skolevenner rykker ind på syv skoler

22. august 2024

4. klasse på Timring Skole får snart en ny i klassen. Men det er ikke den typiske elev, der tjekker ind, for Ellen Haunstrup er folkepensionist.

Hun har sagt ja til at blive frivillig skoleven på Timring Skole via et nyt tiltag, der til en start bliver udrullet på syv af Herning Kommunes folkeskoler via den landsdækkende forening Skolens Venner.

Skolevennerne kan både være en støtte, når børnene er på ture, eller når de modtager undervisning i klasserne.

Uanset hvor skolevennerne bidrager, vil de dog ikke være en erstatning for uddannede lærere. Skolevennerne skal ses som en ekstra ressource i den klasse, de er tilknyttet.

På Timring Skole bliver Ellen Haunstrups rolle at ledsage eleverne på cykelturen til svømmeundervisning i Vildbjerg, og hun glæder sig.

- Selvom jeg er pensionist, kan jeg godt få sommerfugle i maven før min første skoledag. Jeg glæder mig rigtig meget, og det bliver spændende at møde alle børnene, fortæller Ellen Haunstrup, der har en baggrund som lærer på netop Timring Skole.

Ellen Haunstrup har indtil nu været en ven af huset, der har spillet harmonika til diverse arrangementer, men nu bliver hun en fast del af 4. klasse to timer hver uge.

- At få et hej og et smil fra eleverne er fantastisk, så at være sammen med dem er, hvad jeg har lyst til, for det er ren livsglæde, forklarer Ellen Haunstrup, der ser frem til sin første skoledag 20. august.

Skolelederen glæder sig

Hos skoleleder Lene Gyldenkilde Karbo er forventningens glæde også til at få øje på. Hun ser store muligheder i indsatsen og var da også hurtig til at melde sin skole som interesseret, da muligheden opstod.

- Jeg tror på, at vores skolevenner kommer til at gøre en stor forskel for vores elever. Jeg håber, at vi kommer til at se et boost i den generelle stemning i klassen, når der er en ekstra voksen til rådighed på udvalgte tidspunkter. Så er der en ekstra til at guide, rose eller måske trøste, hvis der er behov for det, fortæller Lene Gyldenkilde Karbo, skoleleder på Timring Skole.

I Herning Kommune bliver Timring Skole en af de første skoler til at invitere skolevenner ind i klasserne, men på landsplan er der tilknyttet skolevenner på mere end 99 folkeskoler i 33 af landets kommuner.

Her er erfaringerne blandt andet, at en ekstra, nærværende voksen løfter elevernes tro på egne evner og bidrager til mere ro i klasserne.

- Vi håber at få samme gode erfaringer med tiltaget i Herning Kommune. Jeg hæfter mig især ved, at skolevenner typisk har en positiv effekt på børnenes generelle trivsel, blandt andet fordi det bliver nemmere for børnene at få hjælp til at være i og tackle deres følelser, når der er en ekstra voksen til stede, siger Anne Mette Bang Rasmussen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune.

I første omgang bliver der tilknyttet skolevenner på Timring Skole, Lundgårdskolen, Sinding Skole, Snejbjerg Skole, Lindbjergskolen, Tjørring Skole og Gullestrup Skole. Til nytår følger endnu otte skoler trop.

- Vi har oplevet stor interesse fra vores skoler, og det glæder mig meget. Lige nu ser det ud til, at vi bliver den kommune i landet med flest skoler tilknyttet ordningen fra Skolens Venner. Vi skal nu i gang med at finde frivillige, som har tid og lyst til at blive skoleven og være med til at gøre en forskel på de medvirkende skoler, siger Anne Mette Bang Rasmussen.

Der kan knyttes skolevenner til alle folkeskolens klassetrin, og alle kan melde sig som skoleven uanset baggrund. Du behøver altså ikke have en fortid som lærer.

Er du interesseret i at blive skoleven på din lokale skole, er du meget velkommen til at tage fat i ledelsen på din nærmeste folkeskole eller melde dig som interesseret på www.skolensvenner.dk.

Kontaktinfo

Ellen Haunstrup
Skoleven på Timring Skole
Tlf.: 61 74 65 66

Anne Mette Bang Rasmussen
Formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune
Tlf.: 60 67 99 97
Mail: byrar@herning.dk

Niels Lynnerup
Kredsformand for Herningegnens Lærerforening
Tlf. 30 91 23 77
Mail: NILY@dlf.org

Lene Gyldenkilde Karbo
Skoleleder på Timring Skole
Tlf.: 96 28 77 92 eller 40 10 54 66
Mail: timlg@herning.dk

Sigrid Møller Larsen
Sekretariatsleder i Skolens Venner
Tlf.: 26 74 07 11
Mail: sml@skolensvenner.dk