Det centrale Herning får kæmpestort, nyt byrum
30. oktober 2024
Da det gamle regionshospital i Herning lukkede for knap tre år siden, stod et meget stort areal i den centrale del af byen forladt tilbage. Omdannelsen af området til en helt ny bydel, Herning+, med blandt andet boliger, små butikker, uddannelser og nye muligheder for byliv er i fuld gang.
Onsdag blev anlægget af hele det nye, kæmpestore byrum påbegyndt.
Borgmester Dorte West (V) tog første spadestik til Plusset, som byrummet kaldes. Byrummet her bliver robust og rustikt, kendetegnet ved plantezoner med vild natur og belægninger af beton. Alt sammen med smeltevands-sletten som grundmotiv.
- Det bliver med andre ord overraskende og uhøjtideligt - ord, som jeg tror, mange vil være enig med mig i, siger noget ret præcist om Herning, sagde Dorte West i sin tale forud for spadestikket.
Vandbassin og pavillon
Mod nord i Plusset anlægges et stort vandbassin, og centralt i Plusset bygges en pavillon, som kan anvendes af alle byens borgere til for eksempel arrangementer og udstillinger.
På den måde deles det store område op i forskellige mindre pladser, som hænger indbyrdes sammen.
Plusset binder også hele området sammen fra nord til syd, og fra øst til vest. Forbindelserne gennem området er for cyklister og gående trafikanter - altså på de bløde trafikanters præmisser.
- Derfor tror jeg også, at området bliver attraktivt for både beboerne i de boliger, der allerede er bygget og kommer til, men også for alle herningensere i det hele taget, sagde Dorte West.
Forventningen er, at Plusset er færdiganlagt om et par år. Området har fået sit navn, fordi det fra oven ligner et plus. Det forbinder det gamle sygehusområde med resten af det centrale Herning. Byrådet har afsat godt 40 millioner kroner til arbejdet.
Det er Team LYTT, der står bag Plusset.
Kontaktinfo
Dorte West
Torvet 5
7400 Herning
Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.