Jorden bliver revet væk i Herning Kommune
Rigtig mange ønsker at købe jord i Herning Kommune.
Det viser Estate Medias årlige opgørelse, som netop er blevet offentliggjort. Kun Horsens Kommune solgte mere jord sidste år ud af de 55 kommuner, der har deltaget i Estate Medias undersøgelse.
- Det bekræfter, at Herning-området vurderes som meget attraktivt af både private og erhvervsdrivende. Det er naturligvis glædeligt, siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune.
- Herning Kommune har i mange år helt fortjent haft ry for at være et både driftigt og handlekraftigt sted for virksomheder at slå sig ned. Men egnen har endnu mere at byde på. Blandt andet trygge lokalsamfund, masser af uddannelsespladser og mulighed for et aktivt udendørsliv med smuk natur lige uden for døren. Det spiller alt sammen ind, når man skal investere i en grund, hvad enten det er til erhverv eller bolig, siger borgmesteren.
Stor fabrik på vej
Herning Kommune har sidste år afhændet knap 410.000 kvadratmeter erhvervs- og boligjord.
På erhvervsområdet trækker det blandt andet kraftigt op, at Topsøe har købt mere end 70.000 kvadratmeter jord, hvorpå der skal opføres en avanceret elektrolyse-fabrik.
Med til historien hører, at Herning Kommune faktisk har oplevet en lille nedgang i salget af boliggrunde i 2022 sammenlignet med 2021 og 2020, hvor salget var helt ekstraordinært højt. Udviklingen ser dog ud til igen at være på rette vej i 2023.
Nummer tre, fire og fem på listen over mest jordsælgende kommuner i 2022 er Ringsted, Esbjerg og Ikast-Brande.
Estate Media er et nordisk mediehus, der på forskellige platforme leverer nyheder til ejendomsbranchen.
Kontaktinfo
Dorte West
Torvet 5
7400 Herning
Tlf.: 96 28 23 22 (arb.)
Mail: borgmester@herning.dk
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.