Beton, stål og træ: Verdens Vildeste Brobyggere kommer til Herning
10. oktober 2023
Når brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere kommer til Herning til sommer er det fjerde gang, eventet finder sted. Tidligere har København, Fredericia og Aalborg været værtsby for konceptet, som forener nervepirrende, live brobygning med uddannelsesmesse og folkefest.
- Ingen bro uden arkitektur og matematik - men absolut heller ingen bro uden tømrere, smede, struktører og elektrikere! Verdens Vildeste Brobyggere er en hyldest til alle dem, som hver dag er med til at binde verden og mennesker sammen - og vi vil skabe en positiv fortælling om, hvad du kan som ung erhvervsuddannet, fortæller stifter af konkurrencen, Michael Jeppesen.
Pilen pegede naturligt på Herning
Med 25 forskellige erhvervsuddannelser og specialer samlet på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, et nyt, arkitekttegnet håndværkskollegium på vej og udsigt til at skulle afvikle EUROSKILLS 2025 pegede pilen naturligt på Herning som værtsby for Verdens Vildeste Brobyggere. Herning Kommune ser frem til værtskabet:
- I Herning Kommune vil vi rigtig gerne være med til at klæde de unge på med viden om fremtidsmulighederne, hvis man for eksempel tager en erhvervsuddannelse. Det her event er med til at levendegøre alt det, som man kan med netop en håndværks- eller ingeniøruddannelse i Herning. Det er fantastisk - og så glæder vi os bare til den fest, der bliver omkring dagen, udtaler borgmester Dorte West.
Noget, som uddannelsesdirektør hos Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Martin Lyhne Holmgaard bakker op om:
- Vi er rigtig glade for, at Verdens Vildeste Brobyggere kommer til Herning i 2024. Det er et nyskabende initiativ, som passer rigtig godt med dét, vi gerne vil på Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier. Med Verdens Vildeste Brobyggere skabes der et fantastisk afsæt for helhedslæring, hvor de forskellige fag arbejder sammen om et fælles projekt med afsæt i hver deres faglighed.
Alle er inviteret til folkefest
Uden om de hårdtarbejdende lærlinge, som er dagens absolutte omdrejningspunkt, vil der til eventet være en hovedscene med interviews og musik, lokale food trucks, workshops for skoleelever og et stort, inspirerende messeområde, hvor gæster kan deltage i konkurrencer, 3D-printe og save, og samtidigt få information om relevante uddannelser og uddannelsesinstitutioner inden for byggeriet og industrien. Arrangørerne bag eventet inviterer alle i Herning til at deltage, og der vil hele dagen være gratis adgang.
Om brobygningskonkurrencen
Verdens Vildeste Brobyggere afvikles i Herning 31. maj 2024, hvor lokale lærlinge, studerende og elever dyster i at bygge tre forskellige broer i beton, stål og træ på tværs af kanalen ved Fuglsang Sø. Vinderbroen kåres af et professionelt dommerpanel med dommere fra Rambøll, COWI, 3F Byggegruppe, Dissing+Weitling, CELF og Bam-Bus.
Program for dagen offentliggøres løbende på brobyggere.dk
Fotokredit: Baghuset
Kontaktinfo
Morten Stamm Mikkelsen
Erhvervs- og Uddannelseschef
Mobil: 28 15 96 44
Mail: morten.stamm.mikkelsen@herning.dk
Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.