Restaurationer og diskoteker
Hovedformålet med denne forskrift er at begrænse forurening som støj og lugt ved indretning og drift af restaurationer, diskoteker med videre.
Det er samtidigt et væsentligt formål at gøre det nemmere for både nuværende og kommende restaurationsejere, diskoteksejere med videre at overskue reglerne på miljøområdet.
Lovgrundlag og definitioner
Miljøbeskyttelsesloven (Lov om miljøbeskyttelse nummer 879 af 26. juni 2010.) samt Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter (Bekendtgørelse nummer 1517 af 14. december 2006 § 18 styk 1 om miljøregulering af visse aktiviteter.)
Gyldighedsområde
Forskriften gælder for alle restaurationer, diskoteker og lignende etableret i Herning Kommune. Hvis en restauration, et diskotek eller tilsvarende har haft ophørt drift i mere end 3 måneder, underlægges genopstart de samme regler som en nyetablering. Herning Kommune kan bestemme, at forskriften ikke gælder for restaurationer, diskoteker med mere med særlig beliggenhed (Eksempelvis en restaurant der placeres således, at håndhævelse af forskriften eller dele heraf kan være overflødig). Forskriften omfatter ikke aktiviteter på offentlige arealer.
Definitioner
- Ved restaurationer, diskoteker og lignende forstås følgende virksomheder:
Restaurationer, værtshuse, cafeterier, diskoteker, kaffebarer, pizza- og grillbarer og lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder med servering og/eller faste spisepladser. Herunder regnes også erhvervsmæssigt drevne forsamlingshuse og lignende. - Ikke omfattet af forskriften er:
Take away restauranter, cateringvirksomheder og andet uden servering og/eller faste spisepladser. - Ved faste musikanlæg forstås:
Fastmonteret eller fastplacerede anlæg i virksomheden, eksempelvis jukebokse, forstærkere, højtalere og lignende. Bestemmelserne omfatter også lejet musikudstyr, som kobles på det faste musikanlæg. - Ved svag baggrundsmusik forstås:
Musik som ikke kan høres uden for eget areal. - Ved offentlige arealer forstås:
Opholdsarealer foran og omkring restaurationer, diskoteker og lignende, som ikke er en del af virksomhedens matrikel.
Herning Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvad der betragtes som restaurationer, diskoteker og tilsvarende samt, hvad der betragtes som faste musikanlæg, baggrundsmusik og offentlige arealer.
Ansøgning om udeservering
Forinden etablering af udeservering, herunder generel opstilling af borde og stole udenfor restaurationer, diskoteker og lignende, skal der altid ansøges hos Herning Kommune.
Anmeldelse af restaurationer
Etablering af nye restaurationer, diskoteker og lignende skal anmeldes til Herning Kommune senest 1 måned før opstarten.
Hvis en restauration, diskotek eller tilsvarende udvides eller ændres, skal udvidelsen eller ændringen anmeldes til Herning Kommune før udvidelsen eller ændringen sker. Det samme gælder etablering, udvidelse eller ændring af faste musikanlæg.
Anmeldelsen skal være skriftlig og indeholde følgende oplysninger:
- Virksomhedens art (restaurant, diskotek eller andet).
- Kontaktoplysninger på virksomheden og den ansvarlige bygherre.
- Omfanget af etableringen, driftsændringen eller udvidelsen.
- Oplysninger om etableringen/udvidelsen omfatter udeservering.
- Oplysninger om der er etableret fedtudskiller i forbindelse med køkkenaktiviteter.
- Driftstiden dag-, aften- og nattetimer.
- Forventede tidspunkt for gennemførelsen og opstart.
- Redegørelse for, hvorledes kravene i denne forskrift opfyldes herunder dokumentation for overholdelse af støjvilkår i henhold til dokumentation for faste musikanlæg (se punktet 'støj').
Anmeldelsen skal sendes til Herning Kommune: virksomheder@herning.dk
Lugt
Indretning og drift af restaurationer må ikke give anledning til væsentlige lugtgener i det eksterne miljø.
Ventilationsanlæg
Ventilationsanlægget skal installeres tilgængeligt, så der kan laves tilsyn og vedligeholdelse. Ventilationskanaler skal være helt tætte. Alle samlinger skal være forsynet med pakninger eller anden form for effektiv forsegling. For indvendige kanaler, der passerer beboelsesrum eller andre opholdsrum skal restaurationen kunne dokumentere, at kanalerne er tætte og monteret med nødvendige lyddæmpere og indkapslinger inden anlægget sættes i gang.
Ventilationsafkast
Ventilationsafkast skal være opadrettede og frie af tagryg eller af højreliggende tagrygge på naboejendomme, så afkastluften ledes til det fri. Ventilationsafkast skal placeres i en afstand af mindst 5 meter fra oplukkelige vinduer og anden form for friskluftindtag.
Etageadskillelse og skillevægge
Etageadskillelser og skillevægge, herunder installationsgennembrud mod andre lejemål, skal være tætte og fri for revner og lignende.
Mad og råvarer
Stærkt lugtende krydderier, råvarer eller lignende skal opbevares, så lugten ikke generer omgivelserne.
Støj
Herning Kommune har fastsat grænser for en et diskotek og lignende samt en restaurations samlede bidrag til:
- Ekstern støj og bygningstransmitteret støj (se punkt 'bilag 1').
- Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer (se punkt 'bilag 2').
Faste musikanlæg
For faste musikanlæg og eludtag til lydanlæg (til eksempelvis gæsteoptræden), der etableres, udvides eller ændres gælder følgende:
Ved etablering, ændring eller udvidelse af faste musikanlæg skal restaurationen, diskoteket og tilsvarende indgive dokumentation som angivet under 'Dokumentation for faste musikanlæg'. . Dokumentation skal indsendes og godkendes af Herning Kommune inden idriftsættelse af anlægget.
Dokumentation for faste musikanlæg
Hvis restaurationen, diskoteket mv. anvender et fast musikanlæg, skal det dokumenteres, at grænserne for ekstern støj overholdes (se 'bilag 1').
Hvis der ligger boliger, erhverv og tilsvarende i samme ejendom og/eller sammenbyggede naboejendomme, skal det dokumenteres, at de anførte grænser for bygningstransmitteret støj (punkt i 'bilag 1'), og grænserne for lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer (punkt i 'bilag 2') overholdes. Herning Kommune kan kræve tilsvarende dokumentation for overholdelse af støjkravene for fritliggende nabobebyggelse.
Dokumentationen for støj skal foretages og afrapporteres efter retningslinjer i 'bilag 3' (særskilt punkt).
Herning Kommune kan, hvis det vurderes nødvendigt, kræve dokumentation i form af støjmålinger og/eller beregninger på, at støjgrænserne overholdes.
Udgifter til støjmålinger og/eller beregninger samt dokumentation skal betales af virksomheden.
Tekniske installationer
Tekniske installationer skal udføres under hensyntagen til, at restaurationens samlede bidrag til støjbelastningen (ekstern, bygningstransmitteret, lavfrekvent, infralyd) og vibrationer ikke overstiger grænseværdierne beskrevet under punkterne 'bilag 1 og bilag 2'.
Indgangspartier
Indgangspartier til restaurationer, diskoteker og lignende i beboelsesområder, skal være udført med vindfang (lydsluse). Døre i indgangspartier skal være forsynet med automatisk lukkeanordning, der ikke må blokeres. Døre, der ikke anvendes i indgangspartier skal forsynes med dørpumpe eller anden form for anslagsordning. Bestemmelserne om indgangspartier omfatter ikke spiserestaurationer og lignende, der udelukkende har svag baggrundsmusik.
Vinduer og døre
Vinduer og døre til det fri skal holdes lukkede, være tætte og forsynet med effektive lukkeanordninger. Døre kan dog holdes åbne, hvis støjgrænserne i beskrevet i 'bilag 1' overholdes.
Billardrum
Hvis der er risiko for bygningstransmitteret støj til boliger i samme ejendom og/eller naboejendomme skal billardrum være udført med stødabsorberende materialer, og radiatorer med videre skal være afskærmede.
Andre regler
Anmeldelse fritager ikke for at indhente andre godkendelser, tilladelser eller dispensationer efter miljølovgivningen eller anden lovgivning.
Spildevand
Afledning af spildevand fra restaurationskøkkener (herunder restauranter, cafeterier, pizzeriaer, grillbarer og lignende) må kun ske efter tilladelse fra Herning Kommune. Kommunen kan i tilladelsen eksempelvis stille krav om en fedtudskiller i hen hold til retningslinjer for indretning og drift af slamfang og fedtudskillere. Kravene i tilladelsen vil afhænge af mængden af spildevandets mængde og sammensætning.
Affald
Affald skal opbevares, transporteres og bortskaffes efter Herning Kommunes til enhver tid gældende Affaldsregulativ for erhverv. For de affaldstyper der ikke er omfattet af regulativet, skal bortskaffelsen ske efter kommunens anvisninger.
Byggetilladelse
I forbindelse med byggeri (nybygning, tilbygning og ombygning samt ændret benyttelse) skal der altid fremsendes ansøgning om byggetilladelse til Herning Kommune.
Bevillinger
Ved ansøgning om bevilling, er det blandt andet en forudsætning for bevillingen, at restaurationen nøje overholder støj- og miljøkrav i denne forskrift. Ved ansøgning om eksempelvis udvidelse af åbningstid kontakter Bevillingsnævnet Herning Kommune for oplysning om, hvorvidt der er en verserende støjsag i forhold til restaurationen. Er dette tilfældet, giver Bevillingsnævnet ikke tilladelse til udvidet åbningstid førend støjsagen er afsluttet.
Restaurationsplan fra Midt- og Vestjyllands politikreds
Midt- og Vestjyllands Politikreds har udarbejdet en restaurationsplan for kredsens kommuner. Planen er tænkt som et hjælperedskab samt et opslagsværk for restauratører og giver information til restaurationsbranchen om tilladelse til udskænkning af alkohol, åbningstider med mere.
Øvrige bestemmelser
Dispensation
Herning Kommune kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelser i forskriften. Dispensation kan kun gives efter forudgående ansøgning, der skal indeholde konkrete begrundelser for dispensationen. Herning Kommune kan fastsætte vilkår for en dispensation, ligesom en dispensation kan være tidsbegrænset.
Påbud og forbud
Forskriften hindrer ikke, at Herning Kommune kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsning end angivet i forskriften.
Afgørelser og klager
Efter reglerne i bekendtgørelse om visse aktiviteter (Miljøministeriets bekendtgørelse nummer 1517 af 14. december 2006 § 22 styk 2 om regulering af visse aktiviteter). kan afgørelser efter denne forskrift ikke påklages til anden administrativ myndighed. I henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 101 kan afgørelser truffet efter denne forskrift afprøves ved civile domstole. Søgsmålet skal være anlagt senest 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt.
Overtrædelser
Overtrædelse af reglerne i denne forskrift kan af Herning Kommune blive meldt til politiet med krav om bødestraf. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der:
- Undlader at følge bestemmelserne om begrænsning af støj- og lugtgener ved indretning og drift af restaurationer, diskoteker og lignende som nævnt.
- Undlader at følge bestemmelserne om dokumentation.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
Denne forskrift erstatter tidligere forskrift af 16. marts 2004 og træder i kraft ved Teknik og Miljøudvalgets vedtagelse.
Vedtaget af Teknik og Miljøudvalget 12. december 2011.
Bilag 1.1. Grænser for støjbelastning - udendørs
Grænseværdier for restaurationens samlede bidrag til støjbelastningen målt udendørs:
Centerområder (bykerne), områder for blandet bolig og erhverv |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Mandag-fredag, klokken 7-18 |
55 |
Mandag-fredag, klokken 18-22 |
40 |
Alle dage, klokken 22-7 |
45 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
55 |
Etageboligområder |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Mandag-fredag, klokken 7-18 |
50 |
Mandag-fredag, klokken 18-22 |
40 |
Alle dage, klokken 22-7 |
45 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
55 |
Boligområder for åben/lav bebyggelse |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Mandag-fredag, klokken 7-18 |
45 |
Mandag-fredag, klokken 18-22 |
40 |
Alle dage, klokken 22-7 |
35 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
50 |
Grænserne for støj er angivet som det ækvivalente, korrigerede støjniveau i dB(A) (støjbelastningen). Vedrørende målepositioner, målebetingelser, beregningsmetoder med videre henvises til Miljøstyrelsens vejledninger: Vejledning nummer 3/1982 "Støj og lugt fra restaurationer", vejledning nummer 5/1984 om "Ekstern støj fra virksomheder" og vejledning nummer 5/1993 "Beregning af ekstern støj fra virksomheder".
Bilag 1.2. Grænser for støjbelastning - indendørs
Grænseværdier for restaurationens samlede bidrag til støjbelastningen ved bygningstransmitteret støj målt indendørs:
Erhvervslokaler (bortset fra kontorer) |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Dag og aften, klokken 7-22 |
50 |
Nat, klokken 22-7 |
50 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
- |
Kontorer (kontorarbejde og lignende støjfølsomme aktiviteter) |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Dag og aften, klokken 7-22 |
40 |
Nat, klokken 22-7 |
40 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
- |
Beboelsesrum |
|
---|---|
Tidsrum |
Grænseværdi |
Dag og aften, klokken 7-22 |
30 |
Nat, klokken 22-7 |
25 |
Maksimalværdi nat, klokken 22-7 |
40 |
Grænserne for støj angivet som det ækvivalente, korrigerede støjniveau i dB(A) ved en efterklangstid på henholdsvis 1,0 sekund, 0,8 sekund og 0,5 sekund som funktion af tidsrum og anvendelse - der henvises til vejledning nummer 5/1984 afsnit 2.3. Vedrørende målepositioner, målebetingelser, støjdæmpning, beregningsmetoder med videre henvises til Miljøstyrelsens vejledninger: Vejledning nummer 3/1982 "Støj og lugt fra restaurationer", vejledning nummer 5/1984 om "Ekstern støj fra virksomheder" og vejledning nummer 5/1993 "Beregning af ekstern støj fra virksomheder".
Bilag 2.1. Grænser for lavfrekvent støj og infralyd
Grænseværdier for restaurationens samlede bidrag til lavfrekvent støj og infralyd målt indendørs:
Beboelsesrum - herunder i børneinstitutioner og lignende |
||
---|---|---|
Tidsrum |
A-vægtet lydtryksniveau*, dB |
G-vægtet infralydniveau, dB |
Aften/nat, klokken 18-7 |
20 |
85 |
Dag, klokken 7-18 |
25 |
85 |
* A-vægtet lydtryksniveau = (10 - 160 Hz), dB
Kontorer, undervisningslokaler og andre lign. støjfølsomme rum |
||
---|---|---|
Tidsrum |
A-vægtet lydtryksniveau*, dB |
G-vægtet infralydniveau, dB |
Alle dage, hele døgnet |
30 |
85 |
* A-vægtet lydtryksniveau = (10 - 160 Hz), dB
Øvrige rum i virksomheder |
||
---|---|---|
Tidsrum |
A-vægtet lydtryksniveau*, dB |
G-vægtet infralydniveau, dB |
Alle dage, hele døgnet |
35 |
90 |
* A-vægtet lydtryksniveau = (10 - 160 Hz), dB
Støjgrænserne gælder for ækvivalentniveauet over et måletidsrum på 10 minutter, hvor støjen er kraftigst. Støjgrænser er angivet som dB re 20 µPa. Vedrørende målepositioner, målebetingelser, måling og analyse, rapportering med videre henvises til Miljøstyrelsens orientering nummer 9/1997: "Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø".
Bilag 2.2. Grænser for vibrationer
Grænseværdier for restaurationens samlede bidrag til vibrationer [dB re 10-6 m/s 2].
Boliger i boligområder, børneinstitutioner og lignende |
|
---|---|
Tidsrum |
KB-vægtet accelerationsniveau, Law i dB |
Hele døgnet |
75 |
Boliger i blandet bolig/erhvervsområde |
|
---|---|
Tidsrum |
KB-vægtet accelerationsniveau, Law i dB |
Alle dage, klokken 18-7 |
75 |
Alle dage, klokken 7-18 |
80 |
Kontorer, undervisningslokaler og lignende |
|
---|---|
Tidsrum |
KB-vægtet accelerationsniveau, Law i dB |
Hele døgnet |
80 |
Erhvervsbebyggelse |
|
---|---|
Tidsrum |
KB-vægtet accelerationsniveau, Law i dB |
Hele døgnet |
85 |
Grænserne gælder for det maksimale KB-vægtede accelerationsniveau med tidsvægtning S. For kontorer og tilsvarende lokaler, hvor der sker følsomme aktiviteter i virksomheden, er en grænseværdien på Law = 80 dB gældende. Støjgrænser er angivet som dB re 10-6 m/s 2. Vedrørende målepositioner, målebetingelser, måling og analyse, rapportering med videre henvises til Miljøstyrelsens orientering nummer 9/1997: "Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø".
Bilag 3. Dokumentation af vilkår til støj
Dokumentation for overholdelse af støjvilkår skal ske ved støjmålinger i omgivelserne, udført efter:
- Miljøstyrelsens vejledning nummer 5/1984
- Miljøstyrelsens vejledning nummer 6/1984
- Miljøstyrelsens vejledning nummer 5/1993
- Miljøstyrelsens orientering nummer 9/1997
Dokumentationen for musikanlæg skal ligeledes indeholde oplysninger i henhold til:
- Udredning fra Referencelaboratoriet RL20/96 "Kvalitetskrav til "Miljømåling - ekstern støj""
- Orientering nummer 42 fra Referencelaboratoriet 2010. Indregulering af musikanlæg.
Kvalitetskrav til målinger og afrapportering
Målinger og beregninger skal udføres af et firma/laboratorium, der er akkrediteret til støjmålinger eller af en person, som er certificeret til at udføre sådanne målinger, i henhold til "Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger udført af akkrediterede laboratorier, certificerede personer med videre nummer 866 af 1. juli 2010" med senere ændringer.
Målinger og afrapportering skal udføres som angivet i bekendtgørelsen.
Ved beregninger skal rapporten indeholde de nødvendige oplysninger om beregningernes forudsætninger. Støjkilderne skal beskrives, og deres kildestyrke angives.
Rapporten sendes til Herning Kommune.
Kontaktinfo
Miljø og Klima - Virksomhedsgruppen
Torvet 5, indgang C
7400 Herning
Mail: virksomheder@herning.dk
Sådan sender du sikker mail
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.