Demens kan være svær at opdage i starten. Mange af de første tegn kan ligne almindelige aldersforandringer. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på ændringer hos dig selv eller en person, du kender..

Tegn på demens

Nogle af de mest almindelige tegn kan være:

  • Problemer med hukommelsen
    Man glemmer ting, man tidligere kunne huske, for eksempel aftaler, fødselsdage eller vigtige beskeder.
  • Vanskeligheder med kendte opgaver
    Opgaver, som tidligere var nemme, kan blive svære. Det kan for eksempel være at lave mad, brygge kaffe eller betale regninger.
  • Problemer med at finde ord
    Man har svært ved at finde de rigtige ord eller navngive almindelige ting.
  • Forvirring om tid og sted
    Man kan blive usikker på, hvilken dag eller årstid det er, eller hvor man befinder sig.
  • Nedsat dømmekraft
    Man kan træffe beslutninger, som virker usædvanlige eller uhensigtsmæssige, for eksempel at klæde sig forkert på i forhold til vejret.
  • Problemer med tal og planlægning
    Det kan blive svært at holde styr på økonomi, regninger eller andre opgaver, der kræver overblik.
  • Ting bliver væk
    Nøgler, pung eller andre hverdagsting bliver ofte væk, og man kan have svært ved at huske, hvor de er lagt.
  • Ændringer i humør og adfærd
    Man kan blive mere irritabel, trist eller urolig uden en tydelig grund.
  • Ændringer i personligheden
    Personen kan virke anderledes end tidligere og reagere på en ny måde i sociale situationer.
  • Mindre lyst til aktiviteter og samvær
    Hobbyer og interesser bliver måske lagt på hylden, og man deltager mindre i sociale arrangementer.

Hvis du oplever flere af disse tegn hos dig selv eller en pårørende, bør du kontakte din læge.

Du kan også kontakte kommunens demenskonsulent for råd og vejledning om demens og mulighederne for at få undersøgt symptomerne.

Hvorfor er det vigtigt at få en diagnose?

Der findes mere end 200 sygdomme, som kan føre til demens. Mange af sygdommene kan ikke helbredes, men behandling og støtte kan mindske symptomerne og forbedre livskvaliteten.

Jo tidligere en diagnose stilles, desto tidligere kan behandling og støtte sættes i gang.

Hvad er demens?

Demens skyldes sygdom i hjernen. Demens er ikke en naturlig del af det at blive ældre.

Risikoen for at udvikle demens stiger med alderen, men sygdommen kan også ramme yngre voksne.

Demens er en fælles betegnelse for en række sygdomme, som påvirker hjernens funktioner. Det kan blandt andet gå ud over:

  • Hukommelse
  • Sprog
  • Indlæring
  • Orienteringsevne
  • Evnen til at planlægge og udføre handlinger
  • Adfærd og personlighed

De mest almindelige former for demens er:

  • Alzheimers sygdom
  • Vaskulær demens
  • Lewy Body demens
  • Parkinsons sygdom med demens

Hvem kan jeg kontakte?

Hvis du har mistanke om demens, kan du:

Kontakte din egen læge, som kan igangsætte relevante undersøgelser og eventuelt henvise til videre udredning.

Kontakte Herning Kommunes demenskonsulenter, som kan rådgive og støtte i processen.

Undersøgelse for demens

Undersøgelse hos lægen

Lægen kan undersøge, om symptomerne skyldes demens eller andre sygdomme. Undersøgelsen kan blandt andet omfatte:

  • Samtale og test af hukommelse og tænkning
  • Blodprøver
  • Urinprøve

Hvis der er behov for det, kan lægen henvise til en specialist eller til scanning af hjernen på sygehuset for at få stillet en præcis diagnose.

Besøg af demenskonsulent

Kommunens demenskonsulenter kan gennemføre en indledende vurdering i hjemmet. Vurderingen kan bestå af samtaler, observationer og enkle test. Oplysningerne kan, hvis borgeren ønsker det, deles med egen læge som led i en videre udredning.

Hvis der allerede kommer sygeplejersker eller terapeuter i hjemmet, kan de også være opmærksomme på tidlige tegn på demens og bidrage til, at yderligere undersøgelser bliver iværksat. 

I forhold til borgere og pårørende

  • koordinere indsatsen for at skabe sammenhæng.
  • samarbejde med læger om demensudredning.
  • støtte særlige aktivitetstilbud herunder træningstilbud for mennesker med demens.
  • støtte rehabiliteringsforløb for personer med demens.
  • lave individuel vejledning af både af personer med demens og deres pårørende.
  • etablere pårørendegrupper.
  • lave demensskole for pårørende og personer med demens.
  • vejlede om kommunens øvrige tilbud.
  • samarbejde med frivillige.

Der bliver jævnlig holdt kurser, demensskole og informationsaftener om demens, som borgere i Herning Kommune og deres pårørende kan benytte sig af.

I forhold til samarbejdspartnere

  • vejlede øvrigt sundhedspersonale - både internt og eksternt - om demenssygdommen og om udførslen af hjælpen. 
  • benytte Marte Meo-metoden for at øge livskvaliteten for mennesker med demens og de pårørende. Og for at sikre arbejdsmiljøet og forebygge vold.

Demensteamet samarbejder tæt med

  • egen læge eller speciallæger fra udredning og under demensforløbet.
  • hjemmeplejen.
  • aktivitetscentrene omkring dagcenter og daghjemstilbud.
  • plejecentre - herunder rådgivning, supervision og undervisning af de ansatte.
  • alle, der benytter Marte Meo-metoden for at øge livskvaliteten for personer med demens og de pårørende. Og for at sikre arbejdsmiljøet og forebygge vold.
  • frivillige - samarbejde om aktiviteter som besøgsvenner, brunchgruppe, og deres deltagelse i diverse demens arrangementer.
  • tilsynsenheden omkring værgemål og magtanvendelse.
Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?