Kvalitetsstandard for §118 og §119 i serviceloven

Alle kvalitetsstandarder er godkendt af byrådet. De beskriver den service, som du som borger kan forvente i Herning. 

Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom §118

Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom
Emne Indhold
Lovgrundlag § 118 i Serviceloven.
Hvilke behov skal ydelsen dække? Pasningsorlov kan gives til person over 18 år til pasning af nærtstående med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Hvad er formålet med ydelsen? At tilbyde en midlertidig pasningsmulighed i hjemmet fordelt på alle døgnets timer, for at undgå døgnophold uden for hjemmet.
Betingelser for bevilling af ydelsen

Afgørelsen træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Følgende betingelser skal være opfyldt for at bevillige pasningsorlov:

  • Plejebehovet skønnes at svare til et fuldtidsarbejde (fordelt på alle døgnets timer).
  • Pasningsorlov er et alternativ til døgnophold uden for hjemmet.
  • Der er enighed mellem parterne om etablering af pasningsforholdet.
  • Kommunen vurderer, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod, at det er den pågældende person, der passer den nærtstående.

Kommunen kan i visse situationer vurdere, at pasningsorloven ikke skal etableres, f.eks.

  • Hvis handicappet eller den indgribende lidelse medfører behov for en særlig faglighed hos den person, der passer den nærtstående med funktionsnedsættelse.
  • Hvor det skønnes, at pasnings- og omsorgsopgaverne er så fysisk eller psykisk belastende for personen, at det ikke vurderes at være til gavn for hverken personen eller den nærtstående med funktionsnedsættelse.

Kendetegnende for orlovstager, der modtager løn til pasning af nærtstående, er:

  • Erhvervsaktiv.
  • Pårørende med så tæt tilknytning, at det er nærliggende, at pasningen og omsorgen varetages af den pågældende.

Orlovstager skal være i stand til at varetage følgende opgaver:

  • Pleje og omsorg.
  • Særlige omsorgsopgaver, f.eks. deltage i behandlinger på sygehus.
  • Praktisk hjælp og støtte.
  • Sociale støttefunktioner, vejledning og rådgivning.
Visitation Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, Herning Kommune. 
Krav til modtageren af ydelsen Orlovstager har pligt til at underrette kommunen om evt. ændringer i den nærtståendes tilstand, der kan påvirke ansættelsesforholdet. Den ansatte skal inden ansættelsen fremvise en straffeattest.
Hvad kan indgå i ydelsen?

Løn til pasning af nærtstående, hvori indgår pensionsbidrag og feriepenge efter gældende regler.

Orlovstager har mulighed for faglig støtte og vejledning.

Hvad indgår ikke i ydelsen?

Som hovedregel indgår ikke hjælp efter Serviceloven til

  • Praktisk hjælp og pleje.
  • Aflastning og midlertidig ophold.
Ydelsens omfang

Orlovstager kan ansættes i indtil 6 måneder.

Pasningsorloven kan opdeles i perioder af hele måneder.

Pasningsorloven kan deles mellem flere personer.

Kvalitetsmål Sagsbehandling opstartes inden for 5 hverdage efter ansøgningen er modtaget. Afgørelse træffes så hurtigt som muligt.
Opfølgning

Kommunen foretager opfølgning og revurderer en eventuel forlængelse af ansættelsen.

Hvis pasningsorloven afbrydes på grund af undskyldelige omstændigheder, f.eks. den nærtståendes død eller orlovstagers egen sygdom, udbetaler kommunen løn til orlovstager i én måned efter udgangen af den måned, hvor ophøret finder sted.

Såfremt orlovstager får andet forsørgelsesgrundlag inden for denne periode, bortfalder denne forpligtelse.

Klageadgang Klage skal ske til Visitationsenheden i Sundhed og Ældre Herning Kommune, inden for 4 uger efter den dato, hvor borgeren har modtaget afgørelsen.

Godkendt i Social- og Sundhedsudvalget den 17. juni 2020.


Plejevederlag til pasning af døende §119-122

Plejevederlag til pasning af døende
Emne Indhold
Lovgrundlag §§ 119-122 i Serviceloven.
Hvilke behov skal ydelsen dække? Plejevederlag til personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.
Hvad er formålet med ydelsen? At tilbyde døende borgere et alternativ til hospitalsophold eller andet døgnophold og dermed få mulighed for at blive passet af nærtstående i hjemlige omgivelser.
Betingelser for bevilling af ydelsen

Afgørelsen træffes på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Behandling af den terminale borger skal være indstillet, og den fremtidige behandling er af lindrende karakter
  • Der skal foreligge en terminalerklæring
  • At tilstanden ikke nødvendiggør hospitalsophold, ophold i plejebolig, på hospice eller lignende
Modtagere af ydelsen

Ydelsen tildeles borgere, der påtager sig pasning af en nærtstående terminal borger. Kendetegnende for borgere, der modtager plejevederlag, er følgende:

  • Pårørende med så tæt tilknytning, at det er nærliggende, at pasningen varetages af den pågældende.
  • At den terminale syge borger og den nærtstående er indforstået med, at der etableres et plejeforhold.
Visitation Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, Herning Kommune.
Krav til modtageren af ydelsen

Modtageren af plejevederlaget skal være i stand til at:

  • varetage omsorg og lindring
  • varetage praktisk hjælp og støtte
  • opholde sig hos den terminale borger de fleste timer i døgnet

Modtageren af plejevederlaget har pligt til at oplyse såfremt den terminale borger indlægges og har pligt til at henvende  sig til Visitationsenheden den førstkommende hverdag.

Såfremt der gives urigtige/vildledende oplysninger, eller man har undladt at oplyse om, at forudsætningerne er ændrede eller bortfaldet, og der derfor uberettiget er udbetalt plejevederlag, skal dette betales tilbage jf. Retssikkerhedsloven §§ 11-12.

Modtageren af plejevederlaget og den terminale borger kan til enhver tid afbryde plejeforholdet.

Hvad kan indgå i ydelsen?

Plejevederlag til pasning af terminalt syg borger.

Modtageren af plejevederlaget har i pasningsforholdet mulighed for faglig støtte og vejledning.

Kommunen skal yde hjælp til den terminale borgers egne udgifter til sygeplejeartikler o.l., såfremt udgiften ikke dækkes på anden vis og ellers ville være blevet givet under indlæggelse på sygehus.

Hjælpen ydes uden hensyntagen til den terminale borger eller familiens økonomiske forhold.

Hvad indgår ikke i ydelsen?

Plejevederlaget kan ikke udbetales, når den terminale borger bor i plejebolig, hospice o.l.

Bevilling til praktisk hjælp i hjemmet jævnfør Servicelovens §83.

Øvrige forhold

Kommunens almindelige tilbud om personlig pleje, hjælpemidler og sygeplejerske gives uafhængigt af, om der bevilges plejevederlag. Kommunen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke anses for hensigtsmæssig.

Hvis den terminale borger indlægges i kortere tid på hospital eller lignende, medfører det ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.

Ydelsens omfang

Retten til plejevederlag ophører:

  • Ved plejeforholdets afslutning.
  • Ved den terminale borgers ophold på mere end 14 dage på hospital eller hospice.

Plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet.

Plejevederlaget udgør maks. 1½ gange sygedagpengesatsen og kan ikke overstige den hidtidige indtægt. Det er muligt at modtage plejevederlag på mindre end 37 timer om ugen.

Plejevederlaget kan deles mellem flere personer. Der er mulighed for at afslutte et plejevederlag og senere genoptage den ved behov.

Kvalitetsmål Afgørelse om tildeling af ydelsen træffes inden for 5 hverdage efter, at ansøgningen er modtaget i kommunen.
Opfølgning

Kommunen foretager løbende opfølgning.

Sygeplejerske og leverandør af pleje har pligt til at underrette Visitationsenheden ved ændringer i den terminale borgers tilstand/forhold.

Klageadgang

Klage skal ske til Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, Herning Kommune, inden for 4 uger efter den dato, hvor borgeren har modtaget afgørelsen.

På baggrund af klagen revurderes tidligere afgørelse. Ved revurderingen undersøges, om der er grundlag for at give medhold i klagen. Såfremt borgeren ikke gives medhold, fremsendes klagen til Ankestyrelsen.

Godkendt af Social- og Sundhedsudvalget 17. juni 2020.