Hjælp til nødvendige boligændringer
Kontakt Boligteamet for at få tilsendt folderen "Støtte til handicap-kompencerende boligindretning og boligskift".
Se kontaktoplysninger i kontaktboksen.
Nedenfor er en kort version af de ting, som du skal være opmærksom på.
Selvbetjening
Ansøg om nødvendige boligændringer
Hvis du har et varigt fysisk eller psykisk handicap, kan du søge kommunen om hjælp til boligændringer, så din bolig passer bedre til dig og dine behov.
Hvis din nuværende bolig ikke kan ændres i tilstrækkelig grad, kan kommunen yde hjælp til at dække de udgifter, der er forbundet med at finde en ny og mere tilgængelig bolig.
Du kan ansøge om nødvendige boligændringer hos kommunen, som afgør, om du kan få boligændringer. Hvis kommunen ikke har en digital selvbetjeningsløsning, eller du ikke ønsker eller er i stand til at søge digitalt, skal du kontakte kommunen.
Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.
Ved ansøgning skal du anskueliggøre, hvordan de boligændringer, du søger om, kan kompensere for din nedsatte funktionsevne. Hvis det er første gang, du søger, eller din funktionsevne har ændret sig, skal kommunen have aktuelle oplysninger fra sygehuset eller din læge.
Hvis du vil klage
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden 4 uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden 4 uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude eller du føler dig uretfærdigt behandlet.
Du kan søge aktindsigt i dine sager, fx:
- hos kommunen
- hos lægen
- på hospitalets forskellige afdelinger.
Læs mere på borger.dk om at søge aktindsigt og om offentlighed i forvaltningen.
Kan boligen blive tilpasset mit handicap?
Hvis du har en varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du søge om at få indrettet din bolig.
Indretningen skal være nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for dig.
Retningslinier for bevilling
- Boligindretning sker - som udgangspunkt og i videst mulig omfang - indenfor eksisterende mure.
- Der er fokus på at løse de funktionelle krav - og ikke de æstetiske krav.
- Der ydes ikke støtte til at istandsætte, vedligeholde eller modernisere.
Der bevilges boligindretning i det omfang Herning Kommune finder det nødvendigt for, at boligen bliver egnet for dig eller dit barn.
Det er kun i ganske særlige tilfælde, hvor din bolig ikke kan gøres egnet som opholdssted for dig, at der kan ydes hjælp til anskaffelse af anden bolig, når du samtidig har betydelig og varigt nedsat funktionsevne.
Ansøgning og sagsgang
Ansøg via borger.dk eller kontakt Boligteamet.
Gennem samtale med dig og besøg i dit hjem indhentes oplysninger om din eller dit barns lidelse, funktion, behov og bolig. Med dit samtykke indhentes der oplysninger fra f.eks. læger eller andre.
Du får de indhentede oplysninger til gennemsyn, via en partshøring.
Herning Kommune træffer afgørelse senest 6 måneder efter. Du har en frist på 4 uger til at klage.
Bemærk, at du som udgangspunkt ikke kan påbegynde indretning af din bolig, inden der er givet bevilling fra Herning Kommune. Gør du det, kan Herning Kommune ikke dække din udgift.
Løsningsmodel
Ved bevilling vil vi samarbejde med dig om en løsning af de boligmæssige ulemper, som kommunen kan yde støtte til.
Der indhentes 2-3 håndværkertilbud, der danner grundlag for den endelige bevilling. Du modtager den endelig afgørelse, med beskrivelse af den bevilgede boligindretning og det beløb indretningen kan udføres for.
Du har ret til frit at vælge:
- En anden håndværker, dog skal håndværkeren være faglært og momsregistreret
- Andre materialer
- En anden indretning.
De valgte materialer og indretning skal dog opfylde de funktionelle krav, der er opstillet for at boligen bliver bedre egnet. Herning Kommunes terapeut skal godkende dit forslag inden du iværksætter byggeriet.
På baggrund af de indhentede tilbud modtager du den endelige afgørelse.
Byggefasen
Når klagefristen på 4 uger er gået, kan byggeriet gå i gang.
Afhængig af omfanget af byggeriet, kan der være behov for byggeteknisk tilsyn under byggeriet.
Det aftales, om du selv er tovholder i byggefasen eller Herning Kommune bør varetage den opgave. Hvis du benytter dig af frit valg, skal du i højere grad selv stå for at lade boligindretningen udføre.
Terapeuten godkender indretningen og laver afleveringsforretning med håndværkerne. Når du eller dit barn har taget den nye boligindretning i brug, følger terapeuten op.
Reetablering og ejerforhold
Bor du i lejebolig, er Herning Kommune forpligtet til at indgå aftale med udlejer om reetablering af den af Herning Kommune bevilgede boligindretning.
Ejer du din bolig, ydes der ikke hjælp til reetablering.
Den bevilgede boligindretning er din ejendom. Du skal derfor afholde udgifter til reparation og drift, herunder også lovpligtige eftersyn til lifte. Der kan søges om dækning af merudgifter.
Pant i boligen
Hvis du eller en af barnets forældre ejer boligen, kan Herning Kommunen optage pant i boligen, i de tilfælde, hvor den bevilgede boligindretning medfører en ikke ubetydelig værdiforøgelse af boligen.
Den af SKAT vurderede værdiforøgelse bevilges, som et rente og afdragsfrit lån. Lånet forfalder til betaling ved ejerskifte. Som sikkerhed for lånet tinglyses pantebrev i ejendommen.
Der kan være mulighed for at pantet nedskrives, hvis den værdiforøgelsen forringes over tid. Det vil altid være en konkret individuel vurdering.