Løvbakke Naturcenter

Løvbakkerne er et område der er delvis ejet af Naturstyrelsen og Herning Kommune. Vi samarbejder om at udvikle på områdets faciliteter og tilbud. 

Find vej til Løvbakke Naturcenter, Løvbakkevej 32, 7400 Herning

Vi ønsker med området at lægge op til bevægelse, fællesskab, læring og de gode naturoplevelser.

Så skal du som familie, skole eller institution på tur, så kom og besøg Løvbakkerne.

Billeder af Løvbakkehuset (Affaldsskolen)

Luk alle
Åben alle

Naturskolen

Naturskolen kan bookes gratis af skoler, institutioner og foreninger i Herning Kommune. 

Lokalet passer til en skoleklasse (ca. 30 personer), og der er køkkenfaciliteter. I forbindelse med Naturskolen findes et offentligt handicaptoilet med pusleplads.

Ved booking af Naturskolen råder du samtidig over den overdækkede bålplads bag Naturskolen. Bålpladsen kan ikke bookes separat. 

Book Løvbakkehuset og Naturskolen i Løvbakkerne her.

Booking af Naturskolen, Løvbakkehuset og shelters

Naturskolen og Løvbakkehuset 

Naturskolen og Løvbakkehuset kan bookes gratis af skoler, institutioner og foreninger i Herning Kommune. Lokalerne kan ikke bookes af private.

Naturskolen og Løvbakkehuset har fælles bookingsystem, hvor du i starten af din booking vælger hvilket lokale du ønsker at booke. Du kan se i den fælles kalender om lokalerne er ledige.

Her kan du booke Naturskolen og Løvbakkehuset.

Shelters

Cirka 150 meter fra P-pladsen ved Dyrehavens hovedindgang ligger tre shelters med muldtoilet, byvand, bålplads, brænde du selv saver og kløver, samt en kløver.

I forbindelse med pladsen er der et grønt område, hvor det er tilladt at rejse telt, hvis der ikke er plads nok i shelters.

Læs mere om overnatning i det fri - og book eventuelt de to shelters.

Hvis der ikke er nogen i det sidste shelter kl. 18, kan du også bruge det.

Der er 2 toiletter på P-pladsen ved Dyrehavens hovedindgang som kan benyttes, hvis der ønskes rigtige toiletter.

Det er gratis at booke shelterne.

Løvbakkehuset

Løvbakkehuset er en del af Herning Kommunes Affaldsskole og kan bookes gratis af skoler, institutioner og foreninger i Herning Kommune. Her er der rig mulighed for at blive klogere på affald, genbrug og genanvendelse igennem husets udsmykning, ligesom der findes mange forslag til aktiviteter I nemt selv kan lave.

Lokalet passer til to skoleklasser (ca. 50 personer) og kan deles op i to lokaler med hver sin indgang via en mobil skillevæg. Der er desuden køkkenfaciliteter. I forhold til toiletfaciliteter henviser vi til den offentlige toiletbygning ved indgangspartiet, 30 meter væk.

Ved booking af Løvbakkehuset har du desuden mulighed for at benytte den fælles grejbank, som omfatter kriblekrable grej, bestemmelsesduge m.m.

I er velkommen til at leje lokalet til brug på egen hånd. Ønsker I undervisning, er du velkommen til at kontakte miljøformidler på affaldsskolen@herning.dk for at høre mere om mulighederne.

Løvbakkehuset er en del af Herning Kommunes affaldsskole.

Læs mere om affaldsskolen

Dyrehaven

Løvbakke Dyrehave blev indviet i 2013. Formålet med dyrehaven er at skabe mere biodiversitet i området.

Området består af både lysåbne krogede egekrat, lukkede og mørke granskove, hede og åbne græs- og overdrevsarealer. Der er endda områder med væltede træer.

Naturen har vide rammer i dyrehaven. Dådyrene, som lever i dyrehaven, spiser af planter, buske og træer og er med deres levevis med til at skabe en naturlig dynamik i området. Ud over dådyrene, er der et rigt dyre- og fugleliv, planter og mange forskellige insekter og svampe.

Dyrene bliver ikke fodret, for de kan selv finde føden. Det er derfor vigtigt at du heller ikke fodrer dem. Det er ikke sikkert, at man ser dyrene hver gang man kommer på besøg, for de opsøger ikke mennesker.

Du må gerne have din hund med ind i dyrehaven, men den skal være i snor.

Faciliteter i området

Udstillingen

Bag glaspartiet til venstre for Naturskolen findes Udstillingen. Her er der fire bord-bænke sæt (bordbænkesæt) og informationer om naturen i Herning Kommune.

Der er adgang alle dage kl. 8.00 - 21.00.

Der er adgang til et toilet, og en vindeltrappe fører op til en udstilling, 'Skovens hemmeligheder', med mange forskellige informationer om de dyr, der findes ved Løvbakke Naturcenter.

Legeplads og motionsbane

Bag Naturcenteret i fyrreskoven er der en naturlegeplads. Her er der gynger, rutsjebane, vippe, klatrevæg, pyramide-klatrevæg, armgang, edderkoppespind og balancebom.

Der er bordbænkesæt rundt på legepladsen og et lille overdækket madpakkehus med bålsted, hvor du selv skal medbringe brænde.

Affald lægges i containeren ved Naturskolen.

Følger du den asfalterede sti gennem naturlegepladsen ca. 200 m. videre, kommer du til et skilt med "motionsbane". Banen går gennem skoven og ender på naturlegepladsen. Ruten er markeret med røde stolper og piktogrammer. Banen er ca. 450 m lang og egner sig til personer fra 10 år.

Madpakkehuse og toiletter

Der findes 4 madpakkehuse i området.

Ved indgangspartiet finder du et fint madpakkehus med plads til 15-20 personer. Og i samme bygning findes der toiletter og et handicaptoilet.

I Udstillingen er der mulighed for at nyde sin medbragte mad med plads til ca. 15-20 personer. Også her er der et toilet.

Ved naturlegepladsen er der et madpakkehus med plads til ca. 12-15 personer.

Ved hovedindgangen til Dyrehaven er der et mindre madpakkehus med plads til cirka 6-8 personer. I samme bygning er handicapvenlige toiletter.

Offentlig grillhytte

Følger du den asfalterede sti fra Naturcentret venstre om, kommer du efter 300 meter til en plads med en offentlig grillhytte.

Hytten er overdækket med to bordbænkesæt i hver ende og et bålsted i midten. Du skal selv medbringe brænde, og affald skal tages med igen.

Handicapsti

Fra Naturcentrets P-plads kan du komme rundt i Løvbakkerne ad en asfalteret handicapsti.

Det er også muligt at komme på handicapstien fra P-pladsen ved hovedindgangen til Dyrehaven. Her er der tre P-pladser til handicapvogne.

Den asfalterede sti er 1,7 kilometer lang, og langs stien er der opsat bænke for hver 300 - 400 meter.

Hundeskov

Den indhegnede hundeskov ligger sydvest for Løvbakke Naturcenter. Der er fire selvlukkende låger, bænke i skoven samt stier på kryds og tværs. Størrelse: 6,7 ha.

Geocaching - Skattejagt i naturen

Geocaching er en aktivitet, hvor du ved hjælp af en GPS-modtager eller en smartphone kan finde "skatte". Den 3. maj 2000 er den første cache registreret i USA. I dag er de placeret over hele verden - også i Løvbakkerne.

For at kunne gå på cache-jagt, skal du oprette en profil på geocaching.com. Her offentliggøres koordinater og beskrivelser af stedet, hvor cachen er gemt.

Cachen er typisk en vejrbestandig beholder i varierende størrelser, som altid indeholder en logbog og ofte forskellige børnevenlige bytteting af ingen eller ringe værdi. Det kan være en hoppebold, en lup, et stykke legetøj eller lignende.

Du kan også være heldig at finde en geocoin eller en travel bug, som er særlige genstande, der er på rejse fra geocache til geocache. I Løvbakkerne er de fleste af cachebeholderne ammunitionskasser fra et militært overskudslager, så der er god plads til bytteting.

Der er også mulighed for handicapvenlig geocaching i Løvbakkerne. Handicap ruten er lavet, så cacherne kan findes og logges fra kørestol. Alle cacher er placeret langs asfalteret eller befæstet sti. Cacherne har forskellig udformning og er finurligt gemt oppe og nede.

Idéen er, at du skal finde en cache, skrive i logbogen og måske tage en af byttetingene og lægge en anden. Efterfølgende logges fundet på geocachens side på internettet.

Det er i øjeblikket placeret ca. 50 geocacher i området omkring Løvbakkerne, så der er rig mulighed for at gå på skattejagt.

Vær opmærksom på, at der ikke må lægges madvarer, slik, blomster eller andre ting, som kan tiltrække dyr eller mugne i cacherne.

Hvis du gerne vil vide mere, kan du kigge ind på hjemmesiden om geocaching.

Siden er på engelsk, men de små film har danske undertekster.

Natureventyr

Herning Kommune har indgået et samarbejde med appen Natureventyr. Det betyder, at børn og voksne nu syv steder i kommunen ganske gratis kan drage ud på eventyr langs børnevenlige ruter i naturen. Undervejs oplever I eventyr skrevet til områderne fyldt med sjov og udfordringer for børn og voksne.

Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen 3-9 år, og de gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i kommunens spændende naturområder. Via kort og GPS indbygget i appen går I fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, der skal løses.

Download appen Natureventyr på din telefon og find det spændende Løvbakke eventyr Da Sif fik magiske superkræfter:

Her kommer I sammen med pigen Sif og trolden Trollo ud på en magisk rejse gennem skoven.

Området ved Løvbakke Naturcenter vil danne ramme om jeres tur, hvor målet er at blive optaget på Akademiet for Mægtig Magi. Undervejs må I både gøre brug af egernets klatreegenskaber, musens hurtighed og dåhjortens styrke.

Har du lyst til at finde flere natureventyr rundt i kommunen? Så finder du dem her på herningerkultur.dk.

Refleksløb

Tag din lommelygte med og gå på refleksløb i mørket! Ruten begynder ved Astronomistiens start på parkeringspladsen. Følg de små lysende reflekser, som sidder på træer, buske eller hegnspæle. Ruten tager cirka en time at gå. På vejen går du både på stier og gennem skov og krat.

Der er fem stop undervejs. Dem finder du i nærheden af de røde lysende reflekser. Ved de første fire stop finder du en boks. I disse bokse er der et lamineret ark med en opgave, du kan løse. Det femte stop er et særligt sted i skoven, hvor du skal lægge mærke til, hvordan træerne er plantet.

De fem stop er også en del af geocacherne i Løvbakkerne. Derfor er der alle fem steder en lille bog/papirrulle, hvor du kan skrive dato og navn.

De aktive foreninger i området

Naturfamilier

Herning Naturklub er en del af Natur & Ungdom. Vi holder til i Løvbakkerne hvor vi laver arrangementer primært for børnefamilier. Alle er velkomne til vores arrangementer, hvor fællesskabet og naturen er i fokus.

Herning Naturklub har tidligere lavet arrangementer hvor det var muligt at lave en tryllestav, lære at snitte, lave pandekager over bål, kriblekrable i søen, krible-krable på land og forskellige løb i området som kunne besøges på egen hånd. 

Følg os på Facebooksiden ”Herning Naturklub, – En del af Natur & Ungdom” og se, hvornår vi er i Løvbakkerne næste gang.

Herning Astronomiforening

Det er også muligt at lave aftale med medlemmer af astronomiforeningen, læs mere på deres hjemmeside. 

Løvbakke solsystem er altid et godt sted at starte for at få lidt forståelse af universet. En tur på Astronomistien på 2,3 km giver en fornemmelse af afstandene i universet. Alt er lavet i forholdet 1:100 millioner.

Book besøg, skriv til: astro@herning-astro.dk

Læs om astronomiforeningen på deres hjemmeside.

Herning Biavlerforening

Naturskolen har lavet en aftale med biavlerne. De har en skolebigård, hvor de kan vise og fortælle om biernes liv. De råder over bislør og handsker, som børn og lærere kan få på.

På læringsplatformen meebook ligger der et forløb, som forventes brugt. Det betyder, at eleverne kommer med nogen viden om bier inden besøget. Det tager biavlerne udgangspunkt i.

Der er en masse plancher, der giver en god forståelse for det liv, der leves i et bistade. Sørg altid for, at eleverne har langærmede trøjer, strømper og lukkede sko på.

Besøg læringsplatformen meebook

Book besøg hos svend.ebbensgaard@mail.tele.dk

Læs mere på biavlernes hjemmeside

Herning Orienteringsklub

Herning Orienteringsklub har et stort antal faste poster sat op i hele området. Klubben bruger selv Løvbakkerne til træning flere gange om året.

Alle er velkomne til at prøve at finde poster. Der er tre forskellige kort at vælge mellem - herunder et "skattekort" specielt for børn som dækker et mindre område tæt på naturskolen.

Du kan gå eller løbe efter poster efter eget valg. Der er også forslag til ruter af forskellig længde.

Du kan udskrive kort fra Herning Orienteringsklubs hjemmeside https://www.herning-orienteringsklub.dk/ se under menupunktet "Prøv det"

Der er også sat kortkasser op flere steder i området. Her kan du låne et lamineret kort og aflevere det igen efter brug. Kortkasse kan findes ved Naturskolen og ved hovedindgangen til Dyrehaven.

Skattekort kan findes ved indgangen til legepladsen nord for Naturskolen.

Du må også meget gerne kontakte klubben via hjemmesiden.

Kontaktinfo

Løvbakke Naturskole (booking)

Kia Egebjerg
Administrativ medarbejder

Tlf.:96 28 70 05
Mail: Kia.egebjerg@herning.dk

Løvbakkehuset (affaldsskolen)

Tlf.: 20 99 24 59 / 22 13 91 79.
Mail: affaldsskolen@herning.dk

Udstillingen, Shelter og lignende

Mail: Parkognatur@herning.dk

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.