Skove i Herning Kommune

Skovene er en vigtig ressource. De leverer en indtægt fra salg af skovprodukter og udlejning af jagt.

Find en skov på vores kort

Besøg vores skove

Skovene er åbne for alle, der vil ud i naturen.

Der findes i alt 1766 ha skov i kommunen, der består af lige del løvskov og nåleskov.

I skovene findes der stisystemer, og i nogle af vores skove findes der blandt andet shelters, mountainbikeruter, ridestier og legepladser. Skovene har hvert år et stort antal besøgende.

Skovene skaber indtægter i form af salg af træ samt lejeindtægter fra jagtforeninger. Herudover leverer skovene brænde til shelterpladserne.

Skovene er et vigtigt element i beskyttelsen og udviklingen af biodiversiteten.

Vi fik i 2010 certificeret vores skove efter PEFC™- og FSC® standarderne.

Hvornår må du gå i skoven?

Vores skove er normalt åbne for alle. Men hvis der er jagt i skoven, eller der er gang i intensivt skovarbejde, kan skoven være lukket.

Skovene kan også blive lukket under kraftige storme eller i tørre sommerperioder med fare for brand.

Du må færdes til fods og cykle på veje stier i skoven hele døgnet.

Al motorkørsel er forbudt. Det gælder dog ikke eldrevne kørestole og 3-hjulede knallerter til handicappede.

Husk altid at...

  • din hund skal være i snor. Der findes hundeskov, hvor det er tilladt at lade sin hund løbe frit.
  • du må samle bær, svampe, frugter, mos, lav og kogler til eget forbrug. En tommelfingerregel er, at du må samle, hvad der kan være i en bærepose.
  • du skal holde dig mindst 50 meter fra beboede huse.
  • du skal have tilladelse fra os, hvis du vil holde et kommercielt arrangement.
Luk alle
Åben alle

Vores skovdrift kort fortalt

Når en skov er certificeret skal driften leve op til nogle særlige regler for skovdrift. Det betyder, at der fortsat vil ske en produktion af træ i skovene, men at der samtidig skal passes ekstra godt på naturværdierne og fortidsminderne i skoven og tages hensyn til skovgæsterne.

Samtidig skal miljøbelastningen være så lille som mulig, og arbejdsmiljøet skal være godt. Herning Kommune kan herved sælge træet fra skoven som certificeret, og køberen af træet kan være sikker på, at skovdriften lever op til disse regler.

For dig som skovgæst kan du se certificeringens betydning ved, at der er mere dødt træ i skoven til glæde for dyr og planter. Du kan også finde skovområder, som er helt urørt, hvor skoven får lov til at udvikle sig naturligt.

Ligeledes vil du opleve mere underskov, hvor skoven for lov at forny sig selv. Certificeringslogoerne kan du finde ved indgangen til Herning Kommunes skove, som viser, at skoven er certificeret.

Ved en årlig kontrol gennemgås skovdriften i Herning Kommunes skove. Dette er for at sikre at certificeringskravene overholdes, og der udarbejdes ved årets start et resume af sidste års gang i skoven.

Skovcertificering - baggrund

Herning Kommune ejer 1.766 hektar skove og naturområder, som i 2010 blev certificeret efter FSC og PEFC standarderne. Baggrunden for certificeringen er at sikre en bæredygtig skovdrift og udvikling af Herning Kommunes skove. Det betyder, at Herning kommune skal leve op til de krav og retningslinjer, som er beskrevet i hhv. FSC og PEFC skovstandarden. Skovdriften i Herning Kommune skal ud over skovcertificeringen også leve op til den skovpolitiske målsætning for Herning Kommunes skove og Hernings Kommunes driftsplan 2009-2019.

Hernings Kommunes skove er en vigtig ressource i Herning Kommune. Dels leverer skovene en indtægt til Herning Kommune fra salg af skovprodukter samt udlejning af jagt. Herudover har skovene stor rekreativ værdi for Herning Kommune, og skaber rammer for friluftsliv, oplevelser, turisme og naturformidling. Hertil er Herning Kommunes skove og naturarealer med til at sikre og øge biodiversiteten i Herning Kommune.

Herning Kommune ønsker at praktisere en bæredygtig skovdrift, hvor naturmæssige, rekreative og i størst mulig omfang også økonomiske hensyn tilgodeses. Det vurderes, at en gradvis overgang til mere naturnær skovdrift er den mest effektive måde, hvorpå kommunen kan sikre en bæredygtig skovdrift, herunder imødekomme den vedtagne skovpolitiske målsætning.

Målet med en gradvis overgang til en mere naturnær driftsform er, at fremme det flersidige, bæredygtige og stabile skovbrug, hvor hensyn til bevarelse og forbedringer for flora, fauna, kulturhistorie, fortidsminder, friluftsfaciliteter og publikumsoplevelser prioriteres i forhold til økonomi.

Skovcertificering - introduktion

om et led i FSC certificeringen af Hernings Kommunes Skove, jf. FSC princip 8.2 og 8.5, kræves det, at der gennemføres en regelmæssig overvågning af en række parametre beskrevet i nedenstående afsnit.

Overvågningen af Herning Kommunes Skove foregår som en naturlig del af hverdagen for de ansvarlige skovfogeder og går grundlæggende ud på til stadighed at sikre, at driften foregår planmæssigt og at natur- og kulturværdier på ejendommen befinder sig i den ønskede tilstand.

Ud over at opfylde en række specifikke krav i FSC skovstandarden, skal resultaterne af overvågningen formidles til skovens brugere og øvrige interesserede parter. Derfor udarbejdes dette offentlige tilgængeligt resumé, der giver et indblik i Herning Kommunes skovdrift i 2018.

Én gang om året udarbejder skovfogederne ved Herning Kommunes Skove dette offentlige resumé af den overvågning, der har fundet sted i løbet af året.

Følgende emner er omfattet af overvågningen og behandles nedenfor:

  1. Salg af certificerede produkter, herunder CoC dokumentation (FSC K 8.2a).
  1. Skovens vækstrate, foryngelse og tilstand (8.2b):

II-1: Ajourføring af bevoksningsdata og driftsplan.

  • Samlet tilvækst for træerne i skoven sammenlignet med hugsten fordelt på sortimenter.
  • Udvikler skoven sig i den ønskede retning?

II-2: Registreringer af plantede/ selvforyngede træarter (FSC 6.9)

  • III.Sammensætning af observerede ændringer af flora og fauna og øvrig SHBV (FSC 8.2c, 9.4). Dvs. overvågning og evt. ændringer og plejetiltag på ejendommens værdifulde natur og kultur, jf. specifikke områder nedenfor.
  • Miljømæssig påvirkning og social indvirkning fra skovdriften (FSC 8.2d)

IV-1: Miljøpåvirkning af maskinopgaver (er der sket skader i naturen som følge af skovning, udkørsel - dokumenteres via opgavebeskrivelsen med fokus på beskyttelse af urørt skov, biodiversitetsarealer, nøglebiotoper).

IV-2: Skovforvaltningens sociale betydning - opgørelse af skolebesøg, foreningers benyttelse, sankere, job som følge af skovdriften (FSC 4.4.4).

  1.   V.Omkostninger og produktivitet (FSC 8.2e)

Resultatet af overvågningen - inkl. resumé og udarbejdede bilag indgår som en central del af den eksterne evaluering, der foretages af Norske Veritas og Woodmark og FSC/PEFC gruppelederen (HedeDanmark, Afd. Skovcertificering).

Der blev ikke fundet nogle afvigelser ved audit i 2018.

Skovcertificering - Salg af certificerede produkter

Formål

Formålet med overvågningen er, at føre regnskab over og skabe indblik i, hvilke produkter, der produceres i den certificerede skov.

Når Herning Kommune videresælger sine produkter påføres alle fakturaer FSC logoet samt certificeringskoden SA-FM/COC-002761. Det betyder, at f.eks. det savværk, der opkøber råtræet kan forarbejde det og videresælge det som en certificeret vare til f.eks. en gulvindustri. Gulvindustrien kan da udarbejde gulvplanker og sælge disse som FSC certificerede til slutforbrugeren. Denne kæde kaldes "Chain of Custody" og sikrer at træ, der fældes i den certificerede skov, ender som certificeret produkt ved forbrugeren og at det certificerede træprodukt kan spores tilbage til træets oprindelige voksested.

Hvordan

Skovfogederne ved Herning Kommunes Skove opgør årligt indtægter og antal solgte enheder for en række af de primære produkter, der høstes på ejendommens arealer. Produkterne, der årligt bliver handlet omfatter primært;

Træ til Troldtekt, energitræ og flis, brænde, korttømmer, langtømmer, emballagetræ.

Der foretages desuden indberetning til Danmarks Statistik - ligeledes vedrørende indtægter og antal høstede enheder pr. produkt.

Resultat 2018

Der er i regnskabsåret 2018 solgt skovprodukter fra Herning Kommunes Skove svarende til 2050 KFM (m3 fastmasse). Salget fordeler sig som vist på nedenstående diagram.

Fig 1: Fordeling af solgte produkter fra Herning Kommunes Skove 2018.

Skovens vækstrate, foryngelse og tilstand

Ajourføring af bevoksningsdata og driftsplan

Formål

Herning Kommune opdaterer sin driftsplan hvert 5.-10. År. Formålet er, at taksere og ajourføre data (lister og kort) for ejendommens skovressourcer og i den forbindelse være i stand til at overvåge udviklingen af centrale faktorer, hvoraf de mest centrale er:

  • Udvikling i træartssammensætning.
  • Udviklingen i den stående vedmasse. - så det er muligt at sammenligne tilvæksten med hugsten.
  • Udviklingen i antallet af §3 områder og deres tilstand.

Hvordan

Skovfogederne ved Herning Kommunes Skove opgør årligt udviklingen af følgende centrale faktorer:

  • Udviklingen i den stående vedmasse og sammenligning med årets hugst.
  • Vurdering af, om skovene bevæger sig i den ønskede retning i forhold til opstillede SUT (skovudviklingstyper) og øvrige målsætninger og retningslinjer

Resultat 2018 - udvikling i den stående vedmasse

Udviklingen i Herning Kommunes skoves træartssammensætning registreres løbende og kan ses på nedenstående diagram.

Der er ingen væsentlige ændringer af træartsfordelingen 2018 set i forhold til 2017.

Fig. 2: Træartsfordeling i Herning Kommunes Skove 2018

Den årlige gennemsnitlige tilvækst er ifølge Herning Kommunes Skoves Driftsplan 2009-2019 på 6304 m3/år.

Resultat 2018 - målsætning og retningslinjer

Den generelle skovudvikling bevæger sig i den ønskede retning, og der arbejdes intensivt med målsætningerne for Herning Kommunes Skove. Den overordnede målsætning om omlægningen til naturnær skovdrift skal ses over en trægeneration eller mere.

Registreringer af plantede/ selvforyngede træarter

Formål

I den certificerede skov ønsker man at følge med i, hvilke træarter der plantes og selvforynges hvert år. Formålet er bl.a.:

  • Registreringerne giver mulighed for på kort og lang sigt at følge, hvad der er plantet på ejendommen og hvordan.
  • Forholdet mellem hjemmehørende (primært løv) og ikke hjemmehørende træarter (primært nål).
  • Skovdyrkeren kan endvidere følge med i om andelen af produktionstræarter der plantes er tilstrækkeligt.
  • Skovdyrkeren kan følge udviklingen af hvilke "ikke hjemmehørende træarter" der plantes (primært nåletræer) og i den forbindelse sikre, at disse plantninger ikke laves på lokaliteter, hvor de påvirker naturværdier negativt.

Hvordan

Skovfogederne ved Herning Kommunes Skove opgør årligt udviklingen af:

  • Plantede og selvforyngede træarter (træart, areal) dokumenteres årligt på grafer fra LandInfo eller lignende.
  • Kulturmetode dokumenteres årligt på grafer fra LandInfo eller lignende.
  • Forholdet mellem andelen af hjemmehørende/ikke hjemmehørende træarter opgøres på graf fra LandInfo eller lignende.

Resultat 2018

I 2018 er der kun plantet få steder. Antallet af plantninger skal ses i lyset af, at der de senere år er plantet mere, bl.a. som følge af stormfald.

Hvor der er plantet i skoven, plantes der fortrinsvis hjemmehørende arter, og hvor dette ikke er tilfældet følges nedenstående, som det fremgår af træartspolitikken for nåletræ i "Målsætninger og retningslinjer": Nåletræet skal fremme et mere varieret skovbillede. Flere nåletræarter er velegnede til selvforyngelse, såfremt de plejes rettidig, så bevoksningerne er stabile nok til at gennemføre selvforyngelse ved skærmstilling eller gruppevis foryngelse.

De ikke hjemmehørende træarter, der plantes i Herning Kommunes Skove er nåletræarterne rødgran, ædelgran, douglasgran og lærk. Enkelte steder kan der, pga. lokaliteten og for variationens skyld, forekomme indblanding af rødeg og andre ikke hjemmehørende løvtræer. Fordelingen mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende arter fordeler sig på hhv. 52% og 48%.

Træarterne vil under alle omstændigheder kun blive anvendt, hvor de er bedst muligt lokalitetstilpasset, og hvor de ikke truer skovens registrerede naturværdier (FSC/PEFC 6.9).

Sammensætning og observerede ændringer af flora og fauna og øvrig SHBV (FSC 8.2c, 9.4)

Formål

I den certificerede skov ønsker man at følge med i og sikre, at alle natur- og kulturværdier på ejendommen ikke mister deres værdi og evt. fremmes ved plejetiltag.

Hvordan

Følgende tilgang anvendes hvert år af en biolog og/eller skovfoged ved Herning Kommune:

  1. 1.      Overordnet evaluering

Overordnet evaluering af nøglebiotoper - antal, udbredelse og tilstand - finder sted i forbindelse med opdatering af driftsplanen. Driftsplanen opdateres planmæssigt hvert 5-10. år.

  1. 2.      Løbende overvågning

For at overholde kravene vedr. overvågning på en operationel måde, har man i Herning Kommunes Skove valgt en tilgang, hvor overvågningen af natur- og kulturværdierne sker løbende i henhold til en fastlagt turnusplan over en 5-årig periode. Hver af SHBV-grupperne; Rødlistearter, Natura 2000, Egekrat og OSD drikkevandsområder skal tilse årligt.

Ved den planlagte gennemgang anvendes fra og med år 2012 den gængse standard for Det Nationale Overvågningsprogram (NOVANA).

Følgende overvåges desuden naturligt i den daglige drift, med henblik på at stoppe eventuelle ødelæggelser:

  1. §3 områder (FSC K 8.2f)
  2. §28 områder
  3. Fortidsminder
  4. Urørt skov og plejede arealer
  5. Rødlistede arter
  6. Øvrig SHBV: Natura 2000, Egekrat, OSD drikkevandsområder.

Observerer skovfogeden en udvikling på f.eks. et område, der ikke er ønsket - typisk tilgroning eller invasive arter - vil dette blive noteret i bilag 4 "Overvågning af værdifuld natur og fortidsminder" sammen med forslag til evt. (pleje)tiltag, der er behov for, for at vende udviklingen. Praktikanter eller frivillige interessenter vil ligeledes være et vigtigt aktiv i Herning Kommunes Skoves overvågning af den værdifulde natur og evt. invasive arter.

  1. 3.      Gennemførte plejetiltag

Såfremt der er gennemført plejetiltag i det forgangne år evaluerer skovfogeden effektiviteten af de tiltag, der er gennemført for at opretholde eller forbedre tilstanden for den specifikke nøglebiotop (FSC/PEFC 9.4).

  1. 4.      "Ny" værdifuld natur

"Nyopdaget" værdifuld natur (observeret af skovfogeden, driftsmedarbejderen, entreprenøren, eller samarbejdspartner fra en interesseorganisation), som kræver beskyttelse, bliver lagt ind på det elektroniske skovkort. Det kan dreje sig om redetræer, monumentale træer der ønskes sikret, vådområder eller fortidsminder m.v. som ikke i forvejen er kendt.

Resultat 2018

2) Overvågning i henhold til 5-års plan:

Herning Kommune har i 2018 gennemgået følgende arealer: Skov Olesens Plantage, Sørvad Plantage og Ørre Simmelkær Plantage.

Gennemgangen af nøglebiotoperne har givet anledning til mindre plejetiltag på de enkelte arealer.

Pleje af gravhøje sker efter en fast skabelon, hvor der udvælges ca. 100 gravhøje årligt, som plejes. Her indgår de gravhøje, som ligger i skovene.

Miljømæssig påvirkning og social indvirkning fra skovdriften

Miljøpåvirkning af maskinopgaver - løbende kvalitetssikring

Formål

I den certificerede skov er det afgørende, at maskinopgaverne gennemføres, så der ikke sker skade på den øvrige skov og navnlig natur- og kulturværdierne.

Den såkaldte "Opgavebeskrivelse" er en grundsten i ejendommens miljøvurdering og løbende kvalitetssikring af de maskinoperationer, der udføres på arealerne.

Kvalitetssikringen af de udførte opgaver består bl.a. af en tjekliste bestående af 18 spørgsmål, som besvares af entreprenøren, når opgaven afsluttes.

Hvordan

For hver maskinopgave der udføres i Herning Kommunes Skove, omfatter kvalitetssikringen følgende:

  1. Skovfogederne ved Herning Kommunes Skove udarbejder og udleverer en opgavebeskrivelse til entreprenøren og giver desuden mundtlig instruks om opgaven.

Opgavebeskrivelsen indeholder kort, hvor driftsopgaven er geografisk afgrænset sammen med markering af værdifuld natur og fortidsminder. Desuden indeholder den en række spørgsmål, som entreprenører skal svare på, efter hver opgave er udført.

  1. 2.      Entreprenørens tilbagelevering af udfyldt opgavebeskrivelse til skovfogeden:

Efter hver opgave er gennemført evaluerer entreprenøren sin egen opgave ved at svare på en række centrale spørgsmål om udførslen. Den gennemførte uddannelse inden for skovcertificering i Herning Kommunes Skove sikrer, at entreprenørerne er i stand til at vurdere spørgsmålene på opgavebeskrivelsen kvalificeret.

  1. 3.      Skovfogedens evaluering af tilbageleverede opgavebeskrivelser omfatter følgende:
  • Rutinemæssig evaluering af tilbageleverede opgavebeskrivelser efter entreprenørens indlevering. I dette offentlige resumé sammenfattes evt. identificerede afvigelser (f.eks. påkørsler, køreskader, fældeskader, spild mv.), begrundelsen for, at de er opstået, samt hvad der er gjort for at afhjælpe skaden. Bilag vedr. "Registrering af afvigelser" kan anvendes til formålet.
  • Opfølgning i felten på henvendelser fra maskinføreren, der vurderes at kræve besigtigelse.

Resultat 2018

Der har i året været foretaget maskinelt skovning af primært nåletræ.

Arbejdet er i 2018 foregået uden anmærkninger.

Alle entreprenører, som arbejder i Hernings Kommunes skove er uddannet til at overholde FSC og PEFC standarderne.

Skovforvaltningens sociale betydning

Formål

I den certificerede skov ønsker man at kvantificere hvordan og i hvilken grad den certificerede ejendom bliver brugt af offentligheden.

Hvordan

Skovfogederne ved Herning Kommunes Skove opgør årligt udviklingen af følgende parametre:

  • Skole/institutionsbesøg
  • Besøg fra diverse foreninger mv.
  • Sankere, der bruger skovens restprodukter
  • Jagtkonsortier - er omtalt i afsnit 2.5
  • Arbejdspladser på ejendommen.
  • O-løb
  • Øvrige "offentlige" anvendelser af ejendommen

Endvidere beskrives de forespørgsler der har været på arrangementer og lignende, hvor der er givet afslag, herunder hvad forespørgslen bestod i og hvorfor der blev givet afslag.

Resultat 2017

Der har i året været forespurgt og givet tilladelse til mange forskellige aktiviteter i skoven. Mange af aktiviteterne retter sig mod forskellige typer af motionsløb.

Der gennemføres hvert år brændesankning og selvskovning i Herning Kommunes Skove, det giver mange mennesker god fritidsoplevelse i skoven.

Herning Kommunes Skove er flittig brugt af almindelige skovgæster, motionsløbere, cyklister, vandrelav, ryttere mm.

Løvbakke Dyrehave har igen i 2018 været besøgt af rigtig mange mennesker, og det bevidner om at bynære rekreative områder er meget vigtige - og her er skovene en central ressource. Ligeledes har Præstbjerg Naturcenter været flittigt benyttet.

Overnatning i shelters er populært, og der har i 2018 været rigtig mange besøgende.

Der har i perioden ikke været observeret interessekonflikter på ejendommen.

Jagt

Herning Kommune har 11 kontrakter med jagtforeninger om jagt i Herning Kommunes Skove.  Herning Kommune har samarbejde med Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd om jagtudlejningen samt regulering af vildtarter på ikke udlejede arealer, herunder rågeregulering. Alle jagtforeninger lejer jagten i de skove hvor jagt er tilladt, og alle jagtforeninger har underskrevet en jagtkontrakt med Herning Kommune.

Skovrejsning/skovrydning

Skovrejsning

Hvis du ønsker at etablere skov på et areal større end 0,5 hektar, skal du på forhånd indsende to forskellige anmeldelser til kommunen. Skovrejsning skal nemlig både behandles efter Miljøvurderingsloven og efter Lov om drift af landbrugsjorder.

Du skal anmelde skovrejsningen efter miljøvurderingsreglerne  - og du kan benytte dette skema (VVM-skema til miljøvurdering af projekter), når du skal anmelde dit projekt:

VVM-skema til Screeningsafgørelse til skovrejsning

Anmeldelse af skovrejsning

Ud fra det indsendte materiale vil kommunen foretage en VVM screening og her vurdere, om den anmeldte skovrejsning kan have væsentlig indvirkning på miljøet.

Du skal også anmelde skovrejsningen efter lov om drift af landbrugsjorder.

Læs mere om drift af landbrugsjorde og etablering af skov 

Ansøgningsskema til Anmeldelse om skovetablering

Anmeldelse/ansøgning om skovetablering

Ud fra anmeldelsen vil kommune vurdere, om skovrejsningen er i overensstemmelse med kommuneplanens bestemmelser om etablering af skov.

I kommuneplanen kan du se, om det areal, hvor du ønsker at etablere skov på, ligger i et område, hvor skovrejsning er ønsket, uønsket eller neutralt.

Hvis området er udpeget til skovrejsning uønsket, vil din anmeldelse blive behandlet som en ansøgning om tilladelse til skovrejsning i et område udpeget til skovrejsning uønsket. Det er muligt at der skal foretages projekttilpasninger af projektet, for at der kan gives tilladelse til skovrejsning i ”skovrejsning uønsket”.

Projektet må ikke påvirke tilstanden af §3 beskyttet natur, så sørg for at holde afstand hertil på 30 meter.

Læs mere på Kommuneplan – retningslinjer for skovrejsning.

Kortbilag til anmeldelse

Anmeldelsen (af skovrejsning og skovrydning) skal vedlægges et kortbilag, der viser projektområdet. Brug gerne Herning Kommunes webkort. Her kan du slå matrikelgrænser, beskyttet natur mm til.

Gå til webkort for Herning Kommune

Du kan få yderligere vejledning i reglerne ved at kontakte vandognatur@herning.dk.

Kontaktinfo

Park og Natur
Natur og Grønne områder

Tlf. nr.: 25 73 52 27
Tlf.nr.:  21 61 93 39
Mail: parkognatur@herning.dk

Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.