Tidligere pop-up gåruter
Herning Kommune har rigtig meget skøn natur at byde på og borgerne bruger den flittigt til gå- og løbeture, men det kan hurtigt blive de samme ruter igen og igen. Vi kan hjælpe med at bryde dine vaner, for vi laver flere gange om året nye pop-up gå ruter.
Bevæg Dig For Livet og nogle af de lokale foreninger har lavet disse pop-up gåruter med inspiration til at komme ud i det smukke, midtjyske landskab, men vi vil også rigtigt gerne have dit bidrag, hvis du kender til et område, hvor det er oplagt at lave en pop-up gårute. Har du en god idé, så kontakt os meget gerne.
Her på siden kan du se tidligere ruter. Du kan også finde link til de nyeste ruter.
Bemærk at tidligere ruter ikke længere er markeret med flag, men du kan sagtens gå ruterne ud fra rutebeskrivelserne.
Haderup og omegn - 3,5 km eller 6,8 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,5 km:
Startsted og parkeringsplads ved Haderup Kultur- og idrætscenter, Nygade 9, 7540 Haderup.
Den korte rute kommer mest til at foregå i byen og i lidt skov. Her er der mulighed for at se Haderis å igennem skoven, og du kommer også igennem en anden skov, der fører ud til Spejderhuset med den fine shelter- og bålplads. Det er desværre ikke muligt for at komme ned og gå langs åen, da der nogle steder er meget ufremkommeligt.
Ruten på 6,8 km:
Når du går den lange tur, kommer du omkring Haderis å, der bugter sig smukt i engen. Her er der mulighed for at se den fine storkerede, der blevet lavet i foråret, men hvor storken glemte at kigge forbi. Ruten er i et varieret terræn på asfalt og grusvej og der er mulighed for at få pulsen op. Du kommer til at gå lidt i skov og kommer forbi Spejderhuset med den fine Shelter- og bålplads.
God tur!
Holtbjerg Sø og Knudmosesøerne - 4 km eller 6 km (brug kortet da flag er fjernet)
Søerne ligger ret centralt i Herning, tæt opad Knudmosen. Der er også gode forbindelser til Birk, Gjellerup og cykelstien til Viborg (Alhedestien). Holtbjerg Sø er en badesø, så tag badetøjet med, hvis det er varmt.
Man ser ofte søerne fra motorvejen, men der er ikke så mange, der har gået rundt om dem.
Du parkerer ved nordsiden af Holtbjerg sø, ved badestranden eller på vestsiden af asfaltvejen lige omkring stranden. Du kan søge Holtbjerg badesø i Googlemaps, det viser jer hen til parkeringen.
Link til parkering i googlemaps
Rutebeskrivelser
Ruten på 4 km:
På den korte rute på cirka 4 km går du rundt om Holtbjerg Sø og går langs den vestlige side af Knudmosesøerne.
Ruten på 6 km:
På den lange rute på cirka 6 km går du ligeledes rundt om Holtbjerg Sø, men tager hele vejen rundt om Knudmosesøerne ned forbi vandskiklubben.
Vær opmærksom på, at du på begge ruter kommer til at gå gennem en tunnel under motorvejen, så det er en god idé at tage en telefon eller en lommelygte med til at lyse med, hvis det er mørkt.
Begge ture giver mulighed for at komme ud i nogle ikke særligt besøgte naturområder tæt på Herning. Området er en sjov blanding af søer, natur, motorveje og jernbanen.
God tur!
Fuglsang Sø - 4,7 km (brug kortet da flag er fjernet)
Fasterholt - 3 km eller 6 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelser
Ruten på 3 km:
Start er ved Meldgård sø. Drej ned ad Enighedsvej, 7330 Brande og drej til venstre i T-krydset mod Meldgård sø. Der er mulighed for at parkere nede ved søen.
Ruten starter ved Meldgård sø og fortsætter langs søen igennem skoven. Ruten følger en snoet sti igennem skoven indtil du når ud på en grusvej, som fører en hen til baneparken, igennem lidt skov og natur. Ruten fortsætter ind til Fasterholt by og langs byens hovedvej. Herefter kommer du tilbage til en grusvej, som ligger lige op ad hundeskoven. Du slutter tilbage ved start/målstedet ved Meldgård sø, hvor der er borde-bænkesæt, hvor du kan slappe af efter gåturen og nyde den flotte natur og den smukke sø.
Ruten på 6 km:
Start er ved Udsigtspunkt Søby P, Arnborgvej 36, 7330 Brande. Her kan du parkere.
Ruten er en dejlig gåtur på godt 6 km. rundt om blandt andet Meldgård sø, som er en af de største brunkulssøer. Gåruten følger en velholdt grusvej hele vejen, hvilket giver mulighed for at tage barnevogn eller klapvogn med til de små. Langs ruten er en blanding af skov, sandvolde og flade marker. Du kommer til at opleve dejlig natur langs hele ruten, som desuden starter og slutter ved et etableret udsigtspunkt. Du bør ikke snyde sig selv for den storslåede udsigt udover brunkulssøer, skov og marker fra toppen af udsigtspunktet - det er alle trappetrinene værd. Her er der et borde-bænkesæt, hvor du kan tage sig et velfortjent hvil.
God tur!
Sdr. Felding - 4 km eller 9 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelser
De to ruter starter ved Brugsens have, Bredgade 25, 7280 Sdr. Felding.
Ruten på 4 km:
Ruten er cirka 4 km og starter og slutter ved Brugsens Have. Den går rundt i Sdr. Felding by, langs skønne Skjern Å, forbi kirke og børnehave, inden du rammer Præsteskoven med skovlegepladsen ved Halmhuset. Her er der borde/bænke, shelters, toilet og plads til leg. Turen går videre igennem den vildtvoksende Præsteskov til land-art stykket "De 4 Hjertekamre der ligger med smuk udsigt over Skjern Å og Åparken. Her går fårene frit, så pas på hvor du træder.
Stien går videre langs boligkvarter og marker. Ruten krydser igen Skjern Å og bugter sig ned over et grønt område. Resten af turen går du på fortov tilbage gennem byen, hvor du slutter af med igen at krydse livlige Skjern Å. Turen slutter ved Brugsens Have, hvor der er borde/bænke og en fin legeplads.
Ruten kan kappes en smule af, så den er barnevognsvenlig.
Ruten på 9 km:
Ruten er cirka 9 km og går på trampestier, grus- og markveje. Vi starter og slutter ved Brugsens Have i Sdr. Felding. Turen starter med at gå ned forbi byens lægehus og videre til stråtækte Nederbygård, hvor du drejer til venstre ad den asfalterede sti. Når du har krydset Skjern Å går turen ned ad en lille skrænt og herfra følger du åen et godt stykke vej på en trampesti. På våde dage, kan stykket være lidt fedtet, men her er smukt! Når du går her, forstår du nok, hvorfor lystfiskerne ynder at gå og fiske langs åen.
Trampestien ender i den yderste del af Sdr. Felding, hvor du krydser vejen og går ind i Elkjær Plantage. I skovens dybe stille ro kan du nyde duften af skovbund, grantræer og måske er du heldig at se et dyr derinde. Fortsæt langs et læhegn op mod en af de nu nedlagte minkfarme og videre ud på landet. Her går du langs mark og lyngområde i retning af Svanholm Sø. På Blåbjergvej kommer du forbi det særlige øko-halmhus, som blev bygget af Steen Møller.
I dag bor familien Skovkonge i huset, og hvis du er heldig kan du fra vejen se familiens løbeænder og høns boltre sig i det skovlignende område omkring huset. Ved vejen ind mod Svanholm Sø stikker ruten ind gennem skoven på en trampesti, som ender ved en hyggelig skovlegeplads. Ved søen er der bålplads, shelters, legeplads og toiletter. Ved søen kan du udbygge turen med de cirka 2 km trampesti, der er rundt om søen. Turen går herefter væk fra søen ind gennem skoven. Hold øje med området til højre. Her går rideskolens heste nemlig i folden. Efter at have gået langs vejen et lille stykke krydser du ind på Vesterbjergevej og tilbage til Elkjær Plantage. Tilbage i byen går turen ned gennem et boligkvarter og tilbage til Brugsens Have, hvor der er borde/bænke og en fin legeplads.
Ruten kan du forlænge med knap 2 km, hvis du går på den afmærkede sti rundt om Svanholm Sø.
God tur!
Sunds - 5,5 km eller 10,6 km (brug kortet da flag er fjernet)
Begge ruter starter fra Sunds GF Huset på Skivevej 42. Der parkeres cirka 200 meter nord for GF Huset på den offentlige parkeringsplads ved Sejlklubben, Vestersøvej 4.
Der er toiletter ved Sejlklubben.
Rutebeskrivelser
Ruten på 5,5 km:
En flad rute på grusvej, stier samt fortove. Ruten er en tur rundt om Sunds sø, som er Danmarks største hedesø på 127 ha.
Ruten går igennem helårsbeboelse og sommerhusområder - offentlige områder hvor der er mulighed for at komme helt tæt på søen og eventuelt nyde en kop kaffe og en badetur i den rene og friske sø - enten i den nordøstlige del af søen eller ved Søgården.
Der er offentlige toiletter ved henholdsvis sejlklubben og det nordøstlige offentlige areal.
Ruten på 10,6 km:
Ruten går fra GF Huset ind mod Sunds, hvor du går forbi Sunds Kirke på højre hånd og et offentligt areal på venstre hånd.
Turen går gennem bymæssig bebyggelse til Søgården, videre gennem et offentligt område. Hele området er under renovering og fornyelse. Turen fortsætter ad grusstier til Viborgvej, som du krydser. På den anden side af Viborgvej følger du den nedlagte jernbanestrækning fra Herning til Viborg.
Jernbanen blev nedlagt i 1977 og blev til cykel- og vandresti - Alhedestien - i 1995.
Før stien krydser Sundsvej/Ilskovvej, kan du se resterne af den gamle station i form at et pigstensområde.
Sundsvej/Ilskovvej krydser du via fodgængerovergangen til Kjærgårdsvej forbi FDF`s kredshus videre til Hollingholtvej, hvor vi går til højre ind på en trampesti langs byens udkant.
Dernæst kommer du til Troldeskoven, som blev plantet i 90'erne som et borgerprojekt. Her ligger en shelterplads med toilet. Derfra videre forbi Skalmejeskolen og gennem det nyeste boligkvarter, forbi 2 små søer og derfra via trampestier tilbage til Sunds GF Huset.
God tur!
Snejbjerg - 1,8 km eller 4,8 km (brug kortet da flag er fjernet)
De to ruter starter i Sparekasseplantagen, Snerlundvej i Snejbjerg. Begge ruter starter ved madpakkehuset midt i plantagen, hvor der også er parkering.
Ruterne er ikke egnet for barnevogne og gangbesværede.
Rutebeskrivelser
Ruten på 1,8 km:
Ruten foregår i plantagen. Der er masser af fugleliv og er du heldig, kan du se andre dyr. Der er desværre ikke kort over ruten, men det burde være ligetil at finde rundt, når du er der.
Ruten på 4,8 km:
Ruten går gennem plantagen mod vest, fortsætter af Snerlundvej, drejer til venstre af en markvej, og lige før gården, drejer du til højre (her kan du være heldig at se heste). Gå langs markskellet (gå ikke i kornet) til Solskovvej. Følg Solskovvej cirka 800 meter, hvorefter du drejer til venstre ind i plantagen igen. Ruten slutter ved madpakkehuset.
God tur!
Lind - 3,9 km eller 6,9 km (brug beskrivelse da flag er fjernet)
Husk praktisk fodtøj, da ruterne er på stier i natur og skov. Hvis du medbringer hund, skal den holdes i snor.
Begge ruter starter og slutter på Tavlundvej 5, 7400 Herning syd for Lind. Der er en midlertidig parkeringsmulighed ved startstedet.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,9 km:
Start på Tavlundvej og gå mod nord langs Lind Hovedgade. Derefter drejer du til højre langs villakvarter. Drej igen til højre forbi den nye klimasø i retning mod rideskolen. Retur på Tavlundvej drejer du til højre og kort efter til venstre ind i Rind plantage. Her fortsætter turen rundt på skovstier og slutter ved startstedet på Tavlundvej.
Ruten på 6,9 km:
Start på Tavlundvej og gå mod syd langs Skærbækvej og kryds vejen efter cirka 500 meter. Ruten fortsætter på skovstier ned til Rind Plantagevej og op til Rind kirke. Her drejer du mod syd ned ad kirkestien. Kort før Fjederholt å følger du en sti til venstre langs åen. Ved det åbne areal drejer du til venstre op mod Rind Plantagevej og over til de nye huse, hvor du skal følge en grussti langs åen. Herefter retur til Rind Plantagevej ved lille klimasø. Der skal du forsætte mod øst, hvor Skærbækvej krydses. Efter cirka 100 meter drejer du til venstre ind i skoven. Fortsæt på stier om til Skærbæk sø og Højskolen Skærgården. Du skal gå langs søen på nordsiden og fortsætte mod nord ad skovstier og slutter ved startstedet på Tavlundvej.
God tur!
Skarrild - 4 km eller 5,7 km (brug kortet da flag er fjernet)
Parkering og start for begge ruter er som udgangspunkt på Kirkepladsen i Skarrild, Kirkepladsen 1A, Skarrild, 6933 Kibæk. Det er også her, du finder turistkontoret i Skarrild.
Da det er kirkens parkeringsplads du benytter, vil vi bede dig respektere, at der skal være plads til kirkens gæster, når der er kirkelige handlinger.
Der er offentligt toilet ved indgangen til turisthuset.
Ruterne er lavet i samarbejde med Skarrild Borgerforening.
Rutebeskrivelser
Birkestierne 4 km:
Besøg Akvædukten, som ligger for enden af Dalgasstien, der løber langs med kanalen, og som starter lidt syd for købmanden. Akvædukten er, så vidt vi ved, den eneste i Danmark. Den blev anlagt i 1950, da en tidligere jordvold og trækasse over Lustrup bæk skyllede væk under et voldsomt uvejr i 1949. Den fører Dalgaskanalen over bækken, som risler stille nogle meter nede. Akvædukten eller "Kassen" som den bliver kaldt, var tidligere et yndet sted for byens børn at bade om sommeren.
Følg Søndergårdsparken tilbage til Hovedgaden, bliv på samme side, gå ned af en trappe og langs med Skjern å modsat side af Hovedgaden som Kanopladsen. Her vil du senere gå langs med et gammelt stykke håndgravet kanal, der dog er afskåret og hvor der ikke længere løber vand.
Her vil du finde den første bænk på turen. Følg ruten som vil føre dig til den første birkesti. Trampestien vil føre dig gennem forskellige nyere plantede skove, lyng og videre til en skovsø. Birkestierne fremkommer ved, at der i 2009 blev plantet egeskov, hvor ammetræerne her er birketræer og fyrretræer. Disse skal hjælpe egetræerne til at vokse op. Nu kan vi så følge birketræerne på stierne, og nyde deres hvide stammer. Hvis du følger ruten, vil du komme til et lyngstykke ved at krydse Nr. Karstoftvej. Lyngen bliver plejet, så der ikke skyder nye små træer op og skygger for lyngen, dog er der stadig nogle få større træer på stykket. Hvis du ser godt efter, kan du se nogle huller, det er fra dengang grus blev gravet med håndskovl. Når du fortsætter langs med lyngstykket, kommer der en skovvej, den følger du til venstre over Nr. Karstoftvej. Kort efter skal du igen gå til venstre langs med et skel på højre side. Her kan du se efter veksler fra rådyrene. Der hvor de har deres veksler, har de ædt af træerne, så de faktisk kan holde dem nede, til det kun er små buske.
Nu kommer du til shelterpladsen, hvor der er gravet en sø i 2010. Her er der også bænke. Her kan du parkere med autocampere som medlem af Pintrip. Følg ruten og du vil gå gennem skoven til du bliver ledt mod vest til den sidste Birkesti. Her vil du finde en bænk, hvor du kan nyde synet ud over markerne, inden du vil komme tilbage til Nr. Karstoftvej og Hovedgaden.
Skjern å og Røverstuen 5,7 km:
Fra Kirkepladsen går du mod syd ned over Skjern Å, og ved Kanopladsen går du igennem klaplågen og følger den trampede sti langs åen. Du vil på ruten gå mellem får og heste og opleve Skjern Å i sit naturlige leje. Her er du gæst på lodsejerens private ejendom. Pas på naturen og husk at holde hunden i snor og tage dit affald med dig. Sporet kan delvist være trampestier.
Sporet følger kanten af det lyngklædte hedeområde. Den 40 meter høje Bonus-vindmølle på heden er rejst af Danmarks Lærerforening i 1995. På heden nær skrænten til Skjern Å er der spor af to historiske fårefolde, som skulle værne fåreflokken om natten. Digerne omkring de to folde blev lavet af lyng og hedejord. Turen langs åen kræver passage af stejle skrænter. Gangbesværede kan i stedet følge skovvejen.
Engene er opstået ved lang tids høslæt og afgræsning. Ved åen er der vådområder, som har stor betydning for fugle, padder og sommerfugle. Uden afgræsning vil engene på få år vokse til med fyr, gyvel og tjørn samt træer og buske.
Røverstuen er blot en af mange røverstuer i det vestjyske. Til mange af stuerne knytter der sig sagn om røvere, der lå på lur efter de vejfarende. Sagnene har som regel ikke så meget på sig, men er ofte et folkenavn, der knytter sig til hulninger i landskabet. Hulningerne er fremkommet ved at lyng og morlaget havde været brændt af, så vind kunne blæse det løse sand væk fra hedebankerne.
I skoven kan du høre og se mange forskellige fugle: solsort, sangdrossel, dompap, musvit, blåmejse, sumpmejse, bogfinke, grønirisk, gærdesmutte, fuglekonge, gransanger, løvsanger, havesanger, skovdue, skovskade og stor flagspætte. På de åbne strækninger kan du møde gulspurv, hvid vipstjært, sanglærke, landsvale, vibe og skovpiber. Det er jævnligt muligt at se overflyvende fiskehejrer og musvåger.
God tur!
Gullestrup - 4 km eller 7,5 km (brug kortet da flag er fjernet)
Begge ruter starter ved Gullestrup Kirkes parkeringsplads, Løvbakkevej 9, Gullestrup, 7400 Herning. Benyt venligst så vidt muligt den øverste del af parkeringspladsen ved kirken og giv plads til kirkegængere søndag mellem klokken 10-11.
Rutebeskrivelser
Ruten på 4 km:
Ruten går fra kirken op over sportspladsen og med en sti over og følger en hyggelig skovsti langs Trælundvej. Ved asfaltvejen drejer du hurtigt tilbage på en anden skovsti, som du skal følge et stykke rundt om Bøgens Kvarter forbi en hundeskov. Derefter drejer du ind på en sti i Bøgens Kvarter og går rundt om kvarteret og føres forbi Overgård. Derfra går du ned gennem et nyanlagt skovområde med mulighed for at tage en pause i en hængekøje eller prøve balancen og styrken af. For enden af skovstykket drejer du rundt og følger cykelstien op til Løvbakkevej og er så tilbage ved kirken.
Turen kan du gå med barnevogn, men der er et par steder i skoven, hvor det er lidt blødt.
Ruten på 7,5 km:
Ruten går fra kirken ned langs cykelstien mod Herning og op på broen ved Lyngens Kvarter. Du går langs Bygaden og kommer derefter ned af trapperne og følger fortovet langs med boligområdet over mod et skovområde. Her følger du en sti i grønne omgivelser, som går rundt om byen og derefter krydser du vejen og turen går over på de store bakker i det nordlige Gullestrup. Nu går turen via stisystemer i skoven over mod grusvejen, som fører dig op mod Løvbakkerne. Herfra begynder turen tilbage igennem løvskoven og ender igen ved kirken.
Turen er ikke velegnet med barnevogn eller for gangbesværede.
God tur!
Aulum - 3,8 km eller 7,3 km (brug beskrivelse da flag er fjernet)
Begge ruter starter ved Aulum Fritidscenter, Markedspladsen 10, 7490 Aulum.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,8 km:
Fra startstedet i gårdhaven ved Aulum Fritidscenter drejer du til venstre ad stien bag om kirkegården mod nord. Drej til højre ved asfaltvejen til Tvedvej og følger denne indtil grusvejen til højre til nummer 4, 6 og 8. Drej derefter til højre mod nummer 4 og ved ejendommen følger du stien til højre omkring bygningerne, og herefter stien til Grønbækparken. Fortsæt nu med stien langs læhegnet til fodboldbanerne og til højre over bækken og videre til Aulum Fritidscenter.
Turen er barnevogns- og handicapvenlig, dog kommer du på grusvej.
Ruten på 7,3 km:
Denne tur er for dem, der gerne vil ud i skoven (Skjerk plantage).
Fra startstedet i gårdhaven ved Aulum Fritidscenter drejer du til venstre ad stien bag om kirkegården mod nord, derefter drejer du til højre ved asfaltvejen til Tvedvej og holder til venstre ad Kulvej - forbi rensningsanlægget. Herefter følger du stien forbi solcelleanlægget til Skjerkvej og videre til venstre ad Skjerkvej til Feldborgvej. Pas på trafikken.
Turen går videre til højre ad Feldborgvej cirka 40 meter og krydser over til markvejen og følger denne til skoven. I skoven møder du en oversigtstavle. Her holder du til højre, indtil du igen er tilbage ved oversigtstavlen. Drej til højre igen og følg den samme rute indtil du kommer til Feldborgvej. Ved Feldborgvej følger du trampestien langs højre side af vejen ind til Aulum. Ved Lergravvej går du lige over og hen over græsset og drejer til venstre ad stien og igen til venstre gennem tunnellen. Følg nu stien bag om kirken til du er fremme ved Aulum Fritidscenter igen.
God tur!
Arnborg - 3 km, 4,7 km eller 6,6 km (brug kortet da flag er fjernet)
Alle ruter starter og slutter ved pavillonen midt i byen - Skjernvej 17, som du ikke kan undgå at se, når du kører gennem byen. På alle ruter er der bænke, hvor du kan holde en pause.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3 km:
Turen går rundt i Arnborg Anlæg, hvor du hovedsageligt går på grusvej og stier. Ruten er noget kuperet, men du kan sagtens gå rundt. Den er dog Ikke velegnet til gangbesværede. Du kommer forbi en legeplads, søer og vandløb. Ved Gededammen er der mulighed for at holde en pause. Ruten går forbi plejehjemmet, hvor der er dyr, du kan hilse på.
Ruten på 4,7 km:
Du kommer forbi Arnborg skole, fritidshjem og plejehjemmet, hvor der er dyr, du kan snakke med. Ruten starter på asfalt og du kommer forbi Arnborg Kirke og Hjemstavshuset, inden du for alvor kommer ind på kirkestien. Her går du langs Rind Å og turen går ind i Arnborg anlæg.
Ved gededammen er der mulighed for at holde en pause.
Ruten på 6,6 km:
Turen går først forbi plejehjemmet og skolen, krydser tværs igennem byen, gennem en lille skov i byen, hvor der er legeplads og svævebane. Du går ud af byen mod Birkebæk plantage og drejer til venstre af Høgildgårdvej. Derfra går du gennem skoven og forbi det gamle stemværk, hvor åen deler sig. Videre går du langs åen og krydser åen på den nye bro, lige inden du igen går ind i Arnborg by.
God tur!
Præstbjerg - 2,5 km eller 4,2 km (brug farvede pile da flag er fjernet)
Kør til parkeringspladsen ved Præstbjerg Naturcenter. Adresse Klejnstrupvej 2, 7550 Sørvad. Her er der gode parkeringsmuligheder.
Naturen omkring Præstbjerg Naturcenter er storslået. Her er bakkede hedeområder, egekrat, smukke udsigtspunkter, små skove og smukke søer. Den nærliggende Præstbjerg Plantage ligger lige vest for hovedvej 11 og er også et besøg værd. Tæt ved centret er der en legeplads, overdækkede madpakkehuse, bålsteder med grill, borde, bænke samt toiletter, der frit kan benyttes. Rundt på ruten er der bænke og borde, så tag ud og nyd naturen og nyd jeres formiddagskaffe, frokost eller eftermiddagskaffe på ruten.
Rutebeskrivelser
Ruten på 2,5 km:
Ruten er en handicapvenlig rute, der kan gennemføres i kørestol. Du kommer rundt om det meget naturskønne område rundt om Præstbjerg Sø. Start ved Præstbjerg Naturcenter.
Ruten på 4,2 km:
Du kommer rundt om det meget naturskønne Præstbjerg Hede. Herudover passerer du Præstbjerg Sø.
Der er mange afmærkede stier i området. Det er muligt at kombinere dem, så man kan gå en lang tur rundt i det naturskønne område. Alle ruter er afmærkede med farvede pile.
God tur!
Kibæk - 4 km, 6 km eller 9 km (brug kortet da flag er fjernet)
Du kan vælge mellem 3 ruter, som alle starter fra Kibæk Krydsfelt, Velhustedvej 12, 6933 Kibæk, hvor der er gode parkeringsforhold.
Rutebeskrivelser
Ruten på 4 km (by):
Du går rundt i Kibæk på asfalt, fortove og stier. Ruten kommer blandt andet forbi plejehjemmet, stationen og hovedgaden. Den kan gennemføres om aftenen, da ruten er oplyst. Turen er velegnet for gangbesværede.
Ruten 6 km (skydebane):
Du går på asfalt, fortove, grusveje og skovbund i let kuperet terræn. Ruten går ud af byen på sti langs Vorgodvej, forbi hundeskoven og rundt om skydebanen og den omkringliggende plantage, inden den igen går ind mod Kibæk med Fjelstervangvej.
Ruten på 9 km (Harreskoven):
Du går på asfalt, grusveje og stier. Ruten går ud af Velhustedvej, forbi de nye boligkvarterer, over jernbanen og ind i Hareskoven. Efter en lille tur ind i Hareskoven går turen ind mod Kibæk i udkanten af skoven hele vejen tilbage.
God tur!
Stakroge - 4 km eller 8 km (brug beskrivelse da flag er fjernet)
De starter alle ved Stakroge Beboer- og Kulturhus, Stadion Allé 3 i Stakroge.
Rutebeskrivelser
Ruten på 4 km:
Ruten går forbi den gamle station og følger jernbanesporet og går bag om Ilderhede kirke. Derefter går du gennem skov og kommer til Kratbanke og via skovstien forbi den gamle skole.
Næste stop er ved shelters og bålhytte, hvor en forfriskning eventuelt vil kunne nydes. På det sidste stykke tilbage passerer du det gamle stadion, som i 2021 bliver forvandlet til Frugt- og Faunapark.
Ruten på 8 km:
Ruten går forbi den gamle station og følger jernbanesporet og går bag om Ilderhede kirke. Derefter går du gennem skov og kommer til Kratbanke og via skovstien forbi Den Gamle Skole og Stakroge Fiskesø. Derfra går du videre ad mosestien (den gamle mælkerute til mejeriet). Turen fører dig igennem åbent landskab og ind i Stakroge by og tilbage til startpunktet.
God tur!
"Sindings bjerge" - 4 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelse
"Bjergene i Sinding" er en cirka 4 km natursti, der går igennem et meget smukt landskab med bakker, dale, skov, mose, marker og enge.
Geologisk set ligger Sinding på den østlige kant af Skovbjerg Bakkeø, som dannedes under den forrige istid for mere end 100.000 år siden.
Navnet "Bjergene i Sinding" er valgt, fordi det vrimler med gamle stednavne, som ender på "bjerg", "høj" og "dal"
Anbefalet startsted: Søvndalvej mellem de to fodboldbaner.
Tag familien med på spændende gåture i natur, kultur og historie.
God tur!
Knudmosen - 4,2 km eller 6,6 km (brug kortet da flag er fjernet)
Parkering og start er som udgangspunkt fra parkeringspladsen på den vestlige side af Sdr. Anlæg, Gl. Vejlevej, 7400 Herning.
Det er også muligt starte/parkere ved foden af Knudmosebjerget (indkørsel fra Chr. Ydes Vej) og ved Knudmose Hundeskov (indkørsel fra Messevejen).
Rutebeskrivelser
Start er fra en åbning i hækken på parkeringspladsen, hvor der går en sti ind i Sdr. Anlæg. Start er vist med et skilt.
Ruterne går fra parkeringspladsen ind i Sdr. Anlæg og rundt om ”halvmånen” i anlægget, forbi legepladsen og rideskolen. Herefter drejer 4,2 km ruten til højre ind i Knudmosen. 6,6 km ruten fortsætter til Miljøvej, hvor ruten går ind i Knudmosen. Undervejs krydser begge ruter først Gl. Vejlevej og senere Chr. Ydes Vej. Kort herefter drejer 4,2 km ruten skarpt til højre hen til foden af Knudmosebjerget. 6,6 km ruten fortsætter rundt om ”bjerget”. Ruterne mødes igen ved foden, og følges ad gennem mosen hen mod Herning Sky højhusene videre igennem mosen tilbage til parkeringspladsen ved Sdr. Anlæg. Undervejs passeres Gl. Vejlevej og Chr. Ydes Vej i modsat retning.
4,2 km ruten kan gennemføres med barnevogn og på cykel. På 6,6 km ruten er en trampesti, som besværliggør barnevogne og almindelige cykler.
Hvis der er kræfter i overskud, kan vi anbefale at tage en afstikker undervejs op på Knudmosebjerget for at nyde den fine udsigt herfra.
God tur!
Skibbild/Nøvling - 3,76 km eller 8,75 km (brug kortet da flag er fjernet)
Begge ruter starter på Nøvlingskovvej 1A ved p-plads til Idrætscentret og friskolen Asgaard. Tag stien langs hallen.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,76 km:
På højre side kommer du forbi starten af discgolfbanen, der har 18 kurve og er meget besøgt.
Du kommer efterfølgende forbi Lækmose sø, der er et okkerrensningsanlæg, der blev anlagt af Trehøje kommune i 2006.
Når du kommer til jernbanen, kan du benytte lejligheden til at gå under jernbanen og tage til et kig, men kom tilbage for at gå langs jernbanen i Baneskoven.
Når du kommer ud af skoven vil du møde Banestien, der fører dig til Egebækvej.
Du kommer forbi Nøvlingskov Efterskole fra 1984, der med 125 elever er et stort aktiv for området.
Ved kirken drejer du til højre ad Midgaardsvej. Kælkebakken er på venstre side, og på toppen kan du nyde udsigten inden turen går tilbage til p-pladsen.
Ruten på 8,75 km:
Gå til højre hvor stien deler sig ved discgolfbanen og du kommer ned til Midgaarden.
Når du drejer til venstre, vil du blive ført til Baneskoven, hvor du går langs jernbanen, der er anlagt i 1904, og har betydet meget for udviklingen i området.
Banestien fra 2021 fører dig til Egebækvej og derefter til Østerhovedvej og videre under jernbanen til Lækmose sø.
Følg stien langs vores skønne bypark og drej til højre for at følge Herningvej et kort stykke. Derefter til venstre, hvor det kort efter går kraftigt op ad.
Når du kommer til toppen vil du møde en bænk, måske tiltrængt, hvor der tidligere stod en vindmølle rejst af lokale ildsjæle. Et godt udsigtspunkt.
Efter en lille tur i Nøvling, er det igen Egebækvej og derefter Nøvlingskovvej, der fører dig forbi Nøvlingskov Efterskole.
Derfra forbi kirken og tilbage til p-pladsen.
God tur!
Feldborg - 4 km eller 8,5 km (brug kortet da flag er fjernet)
Bemærk, at de to ruter har forskellige startsteder.
Rutebeskrivelser
Ruten på 4 km:
Den korte rute er med start lige overfor Langgade 80, 7540 Haderup, ved en p-plads. I starten bliver du ført gennem en flot, varieret skov, hvorefter du kommer på en skøn allé fuld af bøgetræer. Resten af ruten er veje i udkanten af skoven og en lille bakke samt lidt højt græs.
Ruten på 8,5 km:
Den lange rute starter cirka 2 km mod Aulum fra den rundkørsel, hvor Feldborgvej 467 og Herningvej rute 34 krydser hinanden. Se eventuelt kortet.
Turen starter på Feldborgvej ved en rasteplads. Du kommer forbi en stor lysning med en sø og masser af granskov. Nogle af stierne har lidt højt græs, men til gengæld er der rig mulighed for at se vildt på turen. Der er dejlig ro på ruten, selvom det er tæt på trafik.
Vær opmærksom på, at du muligvis kan møde jagtlejere i Feldborg Sønderskov syd for Vistorpvej. Det er nok meget lidt sandsynligt, da hjortejagten slutter 15. september, og det derefter kun er ræv og kronkalv, der er jagtbar. Derudover skal jagtlejerne tage hensyn til skovens publikum i statsskovene, så det er blot for at gøre opmærksom på, at det kan forekomme.
God tur!
Sørvad - 3,8 km eller 8,8 km (brug kortet da flag er fjernet)
Den korte rute på 3,8 km rute starter og slutter ved Dagli` Brugsen på Langgade 30, 7550 Sørvad.
Den lange rute på 8,8 km starter og slutter ved 'Æ Fiskehus' i byens sydlige del på Skovvej 15, 7550 Sørvad. Her er der et toilet, som har åbent hver dag undtaget fredag og lørdag aften. Der kan du tappe vand, og madpakken kan du spise både inde og ude. Der er også muldtoilet ved naturcirklen på den lange rute.
Hvis du har lyst til en lille ekstra gåtur, kan vi anbefale at du går turen mellem de 2 startsteder på 2x400 meter tur/retur langs de 3 søer. Følg blot stien øst for åen, i sydlig retning fra Dagli`Brugsen. Vi anbefaler ikke at medbringe barnevogn på ruterne, men med lidt god vilje kan det lade sig gøre på den korte rute. Der er P-pladser ved begge startsteder.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,8 km:
Start ved Dagli`Brugsen, Langgade 30, 7550 Sørvad. Ruten går mod nord på vestsiden af åen i kanten mellem Ådalen og byen. Lige uden for byen møder du de første gangbroer over de sumpede områder, som er lavet inden for de sidste par år. Snart kan du se den ene af vores 2 ny opsatte storkereder, desværre endnu uden Stork. Turen fortsætter gennem ådalen over flere broer og gangbroer helt ud til kirken. Herfra går turen tilbage i kanten af græsmarken, gennem læhegnet og videre langs majsmarken forbi en sø og gennem et grønt område, hvor rensningsanlægget tidligere lå. Herefter krydser du åen og følger østsiden tilbage mod Dagli`Brugsen.
Ruten på 8,8 km:
Start ved 'Æ Fiskehus', Skovvej 15, 7550 Sørvad. Kuperet og afvekslende rute der tager dig gennem dele af Sørvad og Vinding sogns flotte natur og seværdigheder i nogenlunde nævnte rækkefølge:
- 'Æ Fiskehus' - byens bedste mødested med sø udsigt.
- Hulvejene - spor i skoven efter fortidens 'landevej' og drivvej til kvæg.
- Kælkebakken - dengang der fandtes sne, var denne stejle skovsti et trækplaster for byens vovehalse.
- Gravhøje - ruten går forbi cirka 12 gravhøje.
- Bauneparken - udstykning lige i midten af al naturen med en fantastisk udsigt. Du kan stadig få en grund.
- Jernbanevolden - den gamle jernbane fra Sørvad til Ørnhøj er en del af ruten.
- Festpladsen - i velmagtsdagene kunne der samles op til 1000 mennesker til Baunefester på pladsen.
- De glemte bænke - vi har genfundet gamle stier med bænke, der ikke har været tilgængelig før nu.
- Vinding stenen - 6 tons tung sten som Vinding ungdom slæbte op på Baunehøjen i 1935.
- Baunehøjen - her håber borgerforeningen at kunne bygge '100-meter tårnet'.
- MTB sporet - cykelklubben 'Med-Vind' har lavet et flot, 4 km langt spor rundt i skoven.
- Skydebanen - ældre 200 meter skydebane som nu bruges af jagtforeningen til indskydning af riffel.
- Shelterpladsen - ny shelterplads under opførsel. Pladsen har udsigt og en stejl skrænt.
- Børnehaven - Sørvad er et godt sted for børnefamilier.
- Naturcirklen - naturlegeplads og shelters på åben plads i skoven, som blev opført efter orkanen i 1999.
- De gamle grusgrave - syd for Naturcirklen er der dybe udgravninger i skoven. Et dejligt sted for børn at lege.
- Hundeskoven
- Storkereden - du kan se den ene af to nye storkereder. Desværre er hovedpersonen ikke dukket op i år.
- De 3 søer - fiskesøen, regnvandssøen og skøjtesøen ligger flot på stribe langs åen midt i Sørvad by.
God tur!
Billeder fra turene
Her kan du se kirkestien og den smukke eng:
Gennem hul i hegnet kan du se kirken:
Her kan du se udsigten ved gravhøj:
Her kan du se Vinding stenen:
Timring - 4,12 km eller 6,73 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelser
Ruten på 4,12 km:
Start ved Torvet i Timring, Møltrupvej 36, 7480 Vildbjerg. Der er parkeringspladser, hvis du kommer i bil. Torvet har netop fået et ansigtsløft med ny belægning, nye møbler og ny belysning, og nu mangler der i første omgang kun lidt beplantning.
Gå op ad Møltrupvej ud ad byen. Undervejs passeres Timring Kirke. Der kan du med fordel lave en afstikker ind på kirkegården: fra den sydvendte indgangstrappe til kirken er der en betagende udsigt.
Fortsæt herefter ud ad byen. Efter cirka 500 meter drejer du til højre ad Riisvej. Herregården Møltrup ligger lige på venstre hånd. Der kan du lave en afstikker ind på Møltrup-området, som har meget at byde på – for eksempel en herregårdsbutik. Desuden er der altid åben stald, og der kan du købe mælk direkte fra tanken.
Kunstværket symboliserer Klimaet, der er nummer 13 på listen over Verdensmålene.
Se åbningstider i gårdbutikken
Efter cirka 500 meter ude ad Riisvej støder du på trampestien tilbage mod Timring. Det sidste stykke vej hen mod Timring går du langs Bolsvad Bæk. Vel ankommet til Birkmosevej krydser du vejen og går ind i Skoleskoven. Kast et blik til venstre: her ser du den nye sø, der er under opførelse – Timrings kommende 'Oase'.
Fortsæt ud af Skoleskoven hen over boldbanerne og drej til højre på sidste boldbane. For enden støder du på en gangsti, der fører hele vejen op igennem 'Fuglekvarteret' – den slutter oppe ved Møltrupvej – og kort før du er tilbage ved Torvet, kommer turens sidste overraskelse: nemlig gavlmaleriet på Det Gamle Mejeri. Gavlmaleriet blev udført i juni i år af en tyrkisk kunstner.
Ruten på 6,73 km:
Også her skal du starte ved Torvet i Timring, Møltrupvej 36, 7480 Vildbjerg. Der er parkeringspladser, hvis du kommer i bil.
Gå op ad Møltrupvej ud ad byen. Undervejs passeres Timring Kirke. Husk at lave en afstikker ind på kirkegården og se den smukke udsigt ved den sydvendte trappe.
Fortsæt herefter ud ad byen. Efter cirka 600 meter passerer du Herregården Møltrup. Som beskrevet under den korte rute, kan du blandt andet besøge gårdbutikken, hvis du kommer i dens åbningstid.
Fortsæt efterfølgende ad Møltrupvej indtil du passerer Vorgod Å. Drej til højre ned på trampestien, som følger åen mod syd i cirka 1,5 km. Denne sti er resultatet af et naturgenopretningsprojekt for omkring 10 år siden, hvor åløbet blev ført tilbage til sit oprindelige forløb. Stien ligger meget naturskønt på østsiden af Herregården Møltrup i et engareal. Der kan være ret fugtigt på stien, så det er nødvendigt med passende fodtøj - eventuelt gummistøvler i vådt vejr. Stien slutter ved Grimstrupvej, som slår et højresving og bliver til Riisvej. For enden af Riisvej drejer du til venstre tilbage ad Møltrupvej.
God tur!
Billeder fra turene
Her kan du se indgangen til Møltrup Herregård:
På ruten møder du denne smukke natur:
Du passerer blandt andet køer på engen:
Her kan du se det smukke gavlmaleri:
Fårbæk - 3 km eller 10 km (flag er fjernet)
Start ved Karupvej 47, Fårbæk, 7470 Karup (Fårbæk Pavillon).
Rutebeskrivelse
Vi har desværre ikke beskrevne ruter, men uanset hvor du vælger at bevæge dig hen i området, vil du se, at det er naturskønne omgivelser. Du må du lade dig overraske og se, hvad du møder på din vej. Selvom vi ikke har decideret beskrevne ruter. så anbefaler vi stadig en tur til Fårbæk, for du kommer gennem et smukt landskab og får formentligt set et område, du ikke på forhånd kender så meget til.
Vi kan dog sige, at ruterne går ved Karup å, de gamle brunkulsgrave og Kongenshus Hede.
God tur!
Billeder fra turene
Her kan du se Karup å:
Her ser du den smukke hede:
Haunstrup - 3,89 km eller 7,43 km (brug kortet da flag er fjernet)
Ruterne går rundt i Haunstrup Brunkulslejer. Et område hvis historie især tog fart op igennem 1940’erne, hvor forsyningsknapheden af kul og træ til brændsel grundet krigen, sammen med arbejdsløsheden i landet bidrog til en invasion af brunkulsbisser i blandt andet Haunstrup og omegn.
En arbejdsuge var i følge fagforeningsbestemmelserne 58 timer – men ofte arbejdede mange op mod 70 timer om ugen. Der blev tjent mange penge og en del af dem blev sendt hjem til familien – men der blev også spillet kort og 'på 6-eren', som var en slags roulette blandt andet på den nyopstartede (bodega) 'Æ Tut'. Der blev drukket øl og røget erstatningstobak, oftest blade fra sukkerroer, kartofler og andre lettilgængelige planter.
Nogle steder lå kullene kun et par meter under overfladen og arbejdet foregik med trillebøre og håndskovle, men efterhånden som der skulle graves dybere, blev der anskaffet gravko og transportør til flytning af sand, hvorfor du i dag (og især for år tilbage) kan se nøgne sandtipper i området. Da opgravningen blev indstillet i 1969, lå landskabet øde hen, dog med Haunstrup Bæks udspring som livgivende vandløb. Dette skulle igennem årene vise sig at være forbundet med store miljømæssige problemer (især okkerforurening og fiskedød), der forplantede sig langt ud i Rimmerhus bæk, Vorgod å og Skjern å.
I dag bruges området til blandt andet geocaching, hundeluftning, jagt, hundetræning, vandreture og er ikke mindst et yndet område for besøgende på mountainbike. I det seneste år er etableret indhegning – formentlig med henblik på afgræsning af området, men der er dog endnu ikke udsat dyr.
Vi har lavet to ruter, der byder på en tur igennem varieret natur og enkelte glimt af en svunden tid.
Begge ruter starter ved hundeskovens parkeringsplads ved Tanderupkærvej 84B, 7400 Herning.
Rutebeskrivelser
Ruten på 3,89 km:
Det første stykke går over åbne vidder, men snart kommer du forbi det første vandhul. Herefter går turen gennem kuperet terræn, gennem skov og langs endnu en af de smukke søer. Turen fortsætter gennem endnu et stykke skov og ud på grusvejen, der kommer ind fra Fjelstervangvej og videre ind mod turbinesøen, hvor du kan se den gamle turbinelufter og blandeudstyret, der blev etableret i 1977 for at mindske okkerudløbet til åerne. Det nyeste anlæg er fra 1996. Turens sidste halvdel går mestendels gennem blandet skov, men også igennem et sandet område som endnu ikke er helt vokset efter, hvorefter du er tilbage på den åbne slette bag hundeskoven.
Ruten på 7,43 km:
Du skal følge den korte rute ned til den første sø. På denne tur går du et længere stykke over de åbne vidder, inden du bliver ledt gennem noget kuperet terræn og hen over toppen på en af de større sandtipper. Herefter fortsætter turen over en tange mellem to søer, inden du bliver ledt op på et af områdets højeste punkter. Turen fortsætter langs turbinesøen. Herefter går turen forbi de nyere okkerrensningssøer, og slanger sig gennem skoven. Inden du når til grusvejen må du nyde synet af den flotteste smaragdgrønne sø. Herefter krydser du grusvejen, der gennemskærer området, og turen fortsætter langs markskel hen over et lille åbent område og herefter gennem endnu et skovstykke, der byder på en skøn blanding af løv og nåletræer. Du bliver ledt tilbage over grusvejen ved områdets naturlegeplads og får sidste del af turen gennem skov og et sandet område, inden du er tilbage på den åbne slette bag hundeskoven.
Læs mere om området ved Haunstrup Brunkulslejre
God tur!
Billeder fra turene
Her kan du se det smukke område:
I området finder du mange svampe:
Her kan du se de gamle maskiner:
Efteråret kan tydeligt ses på nedfald fra træerne:
Den smukke skov:
Brunkulslejrens fantastiske udsigt over søer:
Her ser du det kuperede terræn:
Fuglsang sø - One mile eller 5 km (brug kortet da flag er fjernet)
Start ved Sportscenter Herning på Brændgårdsvej, 7400 Herning.
Rutebeskrivelser
Du kan vælge imellem 1,6 km eller 5 km. Du kan se ruterne på kortene, hvis du benytter disse links.
Timring - One mile eller 5 km (brug kortet da flag er fjernet)
Rutebeskrivelser
Ruten der er one mile:
Oase-turen starter på Timring Sportscenters parkeringsplads.
I den nordlige ende af parkeringspladsen går du over græsset mellem hallen og skolens bygninger og ender ved en lille mellemgang ind til skolegården. Kryds over skolegården, ud på Birkmosevej og drej til højre. Efter cirka 100 meter kommer indgangen til det grønne område på venstre side. Her følger du stien langs med Birkmosevej. For enden krydser du over Birkmosevej igen og efter cirka 50 meter drejer du ind på stien, der fører rundt om den nyetablerede sø, Timrings nye 'Oase', med madpakkehus og borde/bænke. Følg trampestien rundt om søen hen til madpakkehuset. Fortsæt bagom madpakkehuset, ned til bækken, ad den nye bro tilbage til sportspladsen. Drej til venstre og fortsat på boldbanerne hele vejen ud til det vestlige læhegn. Drej til højre mod nord langs læhegnet. For enden støder du på en gangsti, der fører dig hele vejen op igennem 'Fuglekvarteret'. Ved Bogfinkevej drejer du til højre og kommer hen for enden, hvor du blot skal krydse over Fuglsangsvej for at være tilbage ved p-pladsen ved Timring Sportscenter.
Ruten på 5 km:
Den afvekslende by- og naturrute starter på Timring Sportscenters parkeringsplads.
I den nordlige ende af parkeringspladsen går du over græsplænen mellem hallen og skolens bygninger og ender ved en lille mellemgang ind til skolegården. Kryds over skolegården, ud på Birkmosevej og drej til højre. Efter cirka 100 meter kommer indgangen til det grønne område på venstre side. Her følger du stien langs med Birkmosevej. For enden krydser du over Birkmosevej igen og ind gennem 'Skoleskoven', ud på boldbanerne, som du følger hele vejen ud til det vestlige læhegn. Drej til højre mod nord langs læhegnet. For enden støder du på en gangsti, der fører dig hele vejen op igennem 'Fuglekvarteret' – den slutter oppe ved Møltrupvej – og kort før du kommer hen til Torvet, kan du nyde det smukke gavlmaleri på Det Gamle Mejeri.
Gavlmaleriet blev udført i juni sidste år af en tyrkisk kunstner. Kunstværket symboliserer klimaet, der er nummer 13 på listen over verdensmålene.
Fortsæt ad Møltrupvej ud af byen. Undervejs passerer du Timring Kirke (du kan med fordel lave en afstikker ind på kirkegården). Fra den sydvendte indgangstrappe til kirken er der en betagende udsigt! Fortsæt herefter ud ad byen – efter cirka 500 meter drejer du til højre ad Riisvej. Herregården Møltrup ligger på venstre hånd, og her kan du lave en afstikker ind på Møltrup-området, der har meget at byde på.
Herregårdsbutikken har åben torsdag til lørdag i cirka 4 timer. Desuden er der altid åben stald, og der kan du købe mælk direkte fra tanken.
Efter cirka 500 meter ud ad Riisvej støder du på trampestien tilbage mod Timring. Det sidste stykke vej hen mod Timring går du langs Bolsvad Bæk. Vel ankommet til Birkmosevej, drejer du til venstre, efter 50 meter drejer du ind på stien, der fører rundt om den nyetablerede sø, Timrings nye 'Oase', med madpakkehus og borde/bænke. Følg trampestien rundt om søen hen til madpakkehuset. Fortsæt bagom madpakkehuset, ned til bækken, ad den nye bro tilbage til sportspladsen. Kryds hen over boldbanen, tilbage til p-pladsen ved Sportscentret.
God tur!
Kontaktinfo
Mette Skærbæk Petersen
Projektleder
Mobil: 22 22 43 72
Mail: mette.skaerbaek@herning.dk
Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.