Kvalitetsstandard - handicapbil

Luk alle
Åben alle

Støtte til køb af bil §114

KVALITETSSTANDARD

Støtte til køb af bil §114
Emne Indhold
Lovgrundlag § 114 i Serviceloven.
Hvilke behov skal ydelsen dække?

Behov i forbindelse med støtte til køb af bil, afgiftsfritagelse og/eller særlige indretninger til borgere med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når ansøgerens funktionsnedsættelse i væsentlig grad forringer ansøgerens evne til at færdes uden brug af bil.

Hvad er formålet med ydelsen?

At tilgodese dagligt kørselsbehov hos borgere med handicap. Ydelsen skal således medvirke til:

  • at den enkelte, med udgangspunkt i sin konkrete situation, kan tilrettelægge en så selvstændig og aktiv tilværelse, som det er tilfældet for andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.
  • at borgere med varigt nedsat funktionsevne, kan forblive på arbejdsmarkedet, hvor bilen er nødvendig for at borgeren kan fastholde sit job og fortsætte med at skaffe sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen.
  • at borgere med varigt nedsat funktionsevne kan gennemføre en uddannelse, der sigter mod fremtidige job- og indtægtsmuligheder.
Modtagere af ydelsen

Ydelsen tildeles borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke er i stand til eller kun med betydelig vanskelighed kan fungere i den daglige tilværelse uden brug af bil.

Der er ofte tale om kørestolsbrugere, eller borgere med stærkt reduceret gangfunktion.

Der skal være tale om en varig lidelse, hvorved:

  • der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og
  • der i lang tid fremover vil være behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne og
  • behandlingsmulighederne er udtømte.

Den nedsatte funktionsevne skal i væsentlig grad

  • vanskeliggøre den pågældendes mulighed for at have fritidsinteresser udenfor hjemmet eller besøge familie eller venner uden brug af bil, eller
  • vanskeliggøre muligheden for at opnå eller fastholde arbejde uden brug af bil, eller
  • vanskeliggøre muligheden for at kunne gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Støtte til køb af bil ydes på grundlag af en konkret og individuel helhedsvurdering af ansøgerens forhold. Vurderingen omfatter bl.a. ansøgerens aktivitetsniveau, helbredsmæssige og sociale forhold, herunder ansøgerens manglende evne til at færdes. I vurderingen indgår også oplysninger om ansøgerens daglige kørselsbehov, og en vurdering af om støtte til bil i væsentlig grad vil lette ansøgerens daglige tilværelse.

Visitation Hjælpemiddelenheden, Sundhed og Ældre, Herning Kommune.
Hvad kan indgå i ydelsen?

Ud over støtte til bil, kan der ydes støtte til:

  • særlig indretning, når politiet har stillet krav herom
  • særlig indretning, der er nødvendig for brug af bilen
  • reparation af særlige indretninger
  • tilskud til kørekort samt afgiftsfritagelse. Dette kan dog kun bevilges, hvis ansøgeren opfylder betingelserne for støtte til bil.
Hvad indgår ikke i ydelsen?

Der kan ikke ydes støtte til køb af bil, hvis

  • Ansøgerens samlede kørselsbehov kan tilgodeses ved andre ordninger fx individuel handicapkørsel og flexbus/telekørsel samt hjælpemidler, fx el-køretøj
  • Hvis der er tale om et midlertidigt behov for hjælp.
Ydelsens omfang

Støtte til køb af bil ydes med et rentefrit lån, som afdrages over 8 år. Der afdrages med en fast månedlig ydelse, som fastsættes efter nærmere indkomstbestemte rammer. Støtten ydes til anskaffelse af den billigst, egnede bil.

Der kan søges vejledning om de nærmere rammer for dækning af særlige indretninger hos Visitationsenhedens bilteam.
Kvalitetsmål Afgørelse om bevilling af ydelsen træffes indenfor 6 måneder efter ansøgning er modtaget i kommunen.
Opfølgning

Kommunen foretager opfølgning på bevillingen, når der sker ændringer i kørselsbehov, funktionsniveau mm, som har betydning for bevillingen.

Borgeren er forpligtig til at oplyse kommunen om ændringer, der har betydning for bevillingen. Eksempelvis ændring af beskæftigelse, indflytning i plejebolig og ændret helbred.

Kommunen kan af egen drift vælge at foretage en opfølgning, såfremt det vurderes relevant.

Klageadgang

Klage skal ske til Visitationsenheden i Sundhed og Ældre, Herning Kommune, inden for 4 uger efter den dato, hvor borgeren har modtaget afgørelsen.

På baggrund af klagen revurderes tidligere afgørelse. Ved revurderingen undersøges, om der er grundlag for at give helt eller delvist medhold i klagen. Såfremt borger ikke gives medhold, videresendes klagen til Ankestyrelsen.

Godkendt af Social- og Sundhedsudvalget 15. juni 2022