Flytning af jord
Gebyr for flytning af jord som er erhvervsaffald
1. januar 2021 trådte affaldsaktørbekendtgørelsen i kraft. Ifølge bekendtgørelsen skal byrådet fastsætte og opkræve gebyr hos virksomheder, der anmelder jordflytninger.
Gebyret dækker over kommunens omkostninger i forbindelse med anmeldelse og dokumentation ved flytning af jord, som er erhvervsaffald.
Herning Kommune betragter jord som værende erhvervsaffald, når jorden opgraves og/eller bortskaffes fra en ejendom, hvor grundejer er en virksomhed eller en offentlig institution, jorden opgraves i offentlig vej eller er virksomhed har dispositionsretten over jorden.
Herning Byråd har på deres møde 26. oktober 2021 godkendt følgende takst:
- Opstartsgebyr pr. anmeldelse, 145 kr. til dækning af faste udgifter
- Sagsbehandling pr. medgået tid: 117 kr. pr. påbegyndt 15 min.
Gebyret er trådt i kraft pr. 1. januar 2022. Gebyret er uden moms. Gebyret er gældende for 2021, og bliver pristalsreguleret én gang årligt.
Hvad gør du ved overskudsjord?
Det bedste er at bruge din overskudsjord på din egen ejendom. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal du være opmærksom på, at der gælder forskellige regler for flytning af ren jord og forurenet jord.
Det er en god idé at være i god tid, når du skal have flyttet overskudsjord væk fra den matrikel, hvor den er gravet op. Kommunen anbefaler, at du kontakter en miljørådgiver med erfaring indenfor jordhåndtering. Du kan også få hjælpe af en entreprenør, en vognmand eller et godkendt modtageanlæg.
De kan hjælpe med at få udtaget jordprøver, hvor det er nødvendigt. De kan også rådgive om, hvor jorden kan flyttes hen og de kan hjælpe med at anmelde jordflytningen til kommunen.
Jorden der skal flyttes væk derfra, hvor den er opgravet, betragtes af Herning Kommune som affald. Derfor skal både ren, lettere forurenet og forurenet jord uanset, hvor overskudsjorden stammer fra, anmeldes til kommunen.
Beton, brokker, tegl og asfalt m.v. skal sorteres fra, inden jorden kan nyttiggørelse, renses eller deponeres.
Hvis du under et gravearbejde støder på en uforudset forurening, skal du straks standse arbejdet og kontakte kommunen.
Selvbetjening
Flyt mindre end 1 m3 fra din grund
Jordmængder under 1 m3, uanset hvor det stammer fra, kan uden prøvetagning, analyse eller forhåndsanmeldelse afleveres på genbrugspladserne i Herning, Aulum, Vildbjerg, Kibæk og Sdr. Felding og Sunds.
Flytning af forurenet jord, fra kortlagt ejendom, offentligt vejareal eller jord fra ejendomme omfattet af områdeklassificeringen
Hvis overskudsjorden er forurenet eller stammer fra en ejendom, der er
- Kortlagt som mulig forurenet (V1) eller konstateret forurenet (V2)
- Et offentligt vejareal eller
- Er omfattet af områdeklassificeringen
så skal du på forhånd sende en anmeldelse om jordflytning til kommunen, hvor der skal være vedlagt analyseresultater af den mængde overskudsjord, som skal flyttes.
Alle omkring jordflytningen skal sikre, at anmeldelsen af jordflytningen er sket til kommunen. Det vil sige både grundejer, miljørådgiver, bygherre, entreprenøren og vognmanden, skal indgive anmeldelse til kommunen eller sikre sig, at jordflytningen er anmeldt til kommunen.
Du kan tjekke om det areal, hvor du skal flytte overskudsjord fra i Herning Kommune, er kortlagt som mulig forurenet (V1) eller konstateret forurenet (V2) eller er omfattet af områdeklassificeringen via Miljøportalen.
Herning Kommune har udpeget "analysefrie områder" indenfor områdeklassificeringen. Her er der krav til anmeldelse af jordflytningen, med der er ingen krav til analyser af overskudsjorden.
Læs mere i Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord.
Sådan anmelder du jordflytning
Anmeldelse af flytning af forurenet jord, jord fra kortlagte ejendomme, jord fra offentlige vejarealer og ejendomme, der er omfattet af områdeklassificeringen, skal ske 4 uger, før jordflytningen kan iværksættes. Anmeldelsen om jordflytning behandles oftest hurtigere end det.
Anmeldelse af jordflytning skal ske ved brug af selvbetjeningsløsningen JordWeb.dk, som du finder i den grønne selvbetjeningsboks.
JordWeb.dk er et internetbaseret program til håndtering af jordflytninger. Programmet er gratis for anmeldere, transportører og modtageanlæg.
Første gang du bruger JordWeb.dk skal du tilmelde dig.
Du er velkommen til at kontakte Team Virksomheder med spørgsmål eller for vejledning.
Prøvetagning og analyser af jord fra en kortlagt ejendom, offentligt vejareal eller ejendomme omfattet af områdeklassificeringen
Jord kan opdeles i
- Overjord - svarende til muldlag
- Fyldjord - tilført sand og grus i sandpuder m.v. samt fyldmateriale som er anvendt til terrænregulering eller lignende og
- Intaktjord jord - jord der aldrig har været gravet i (uforstyrret jord).
Du skal så vidt muligt sortere jorden, så overjord/fyldjord og intaktjord ikke blandes sammen. Hvis du på forhånd kender forureningsgraden af jorden, skal du undgå at blande forurenet jord sammen med ren jord.
Jord fra kortlagte ejendomme skal analyseres for de stoffer, der er relevante ud fra de oplysninger, der er om forureningen på ejendommen, kortlægningsgrundlaget og en historisk gennemgang af ejendommen.
Der skal udtages en jordprøve pr. 30 tons jord eller i overensstemmelse med en godkendt jordhåndteringsplan.
Vejjord og jord fra ejendomme omfattet af områdeklassificeringen skal analyseres for Totalkulbrinter (oliestoffer), benz(a)pyren og PAH'er (polyaromatiske hydrocarboner) (tjærestoffer) samt bly, cadmium, kobber og zink (tungmetaller).
En jordprøve skal bestå af en blandeprøve, der sammenstikkes af 5 delprøver. Herning Kommune accepterer en jordprøve pr. 120 tons overskudsjord til anvendelse, som kræver ren jord.
Det gælder ikke for jord til f.eks. børnehaver m.v. Antallet af jordprøver kan mindskes, hvis der er tale om større jordmængder, og der er indsendt og godkendt en jordhåndteringsplan for projektet.
Hvis overskudsjorden flyttes til en godkendt jordmodtager, skal de krav, der stilles til analyser m.v., i den pågældende jordmodtagers miljøgodkendelse være opfyldt.
Du kan dog også køre jorden til et karteringsanlæg. På karteringsanlægget udtages de nødvendige prøver og karteringsanlægget sørger for, at jorden kommer det rigtige sted hen bagefter.
Hvis du har tid til af få lavet analyser af jorden inden flytning, er det ofte det billigste.
Uanset hvor du vælger at køre jorden hen, skal du anmelde jordflytningen til kommunen.
Flytning af ren jord
Hvis du skal flytte jord fra arealer, som ikke er kortlagte, omfattet af områdeklassificeringen eller der ikke på anden vis er oplysninger om en jordforurening på arealet, så anser vi jorden for at være ren.
Her kan du aflevere jord
Ren jord
Godkendt bakkelandskab nord for Fejerskovparken i Lind, Indkørsel via Koustrup Alle 15, 17 og 21
Kontaktperson: Henrik Bach, tlf.: 5132 1984
E-mail: henrik.bach@herning.dk
Godkendt bakkelandskab ved siden af Aulum Grusgrav, Kronborgvej 20, 7490 Aulum;
Kontaktperson: Rasmus Jørgensen, tlf.: 2040 8099
E-mail: rasmus@hv-transport.dk
Skygge Grusgrav, Skyggevej 75, 7442 Engesvang
Kontaktperson: Jan Sylvestersen, tlf. 4018 2666
E-mail: jsi@jydsk-stenindustri.dk
Sinding grusgrav, Sinding Hovvej 15, 8600 Silkeborg
E-mail: mail@sindinggrusgrav.dk
Flytning af ren jord til øvrige steder i landzonen kan kræve en tilladelse efter for eksempel planloven.
Ren, lettere forurenet og forurenet jord
AFLD Fasterholt, Fasterholtgårdvej 10, 7400 Herning
Kontaktperson: Vejeteamet, tlf.: 9737 3377
E-mail: vejeteam@afld.dk
Ressourceplads, Killesmosevej 25A, 7800 Skive
Kontaktperson: Søren Glintborg, tlf. 2142 4770
E-mail: sgl@vils.dk
I jordweb.dk vælges Grønning Mørtelværk ApS, afdeling Killemosevej 25A for forurenet jord og afdeling Killemosevej 6 for ren job.
Lettere forurenet jord og forurenet jord til rensning
Nomi 4S, Kilenvej 18, 7600 Struer
Brug for hjælp: tlf. 9610 6640
E-mail: vejebod@nomi4s.dk
RGSNordic - afdelinger over hele landet
Kundeservice: 8877 9090
E-mail: kundeservice@rgsnordic.dk
Kingo Recycling A/S, F.L. Smidths Vej 17, 8600 Silkeborg
Kontaktinfo
Jannie Kragelund Pedersen
Civilingeniør i Miljøteknik
Tlf.: 96 28 80 29
Mail: jord@herning.dk
Rådhuset
Torvet 5, indgang C
7400 Herning
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.